Om fjorten dage skal vi til valg. Og den såkaldte valgkamp kører for fulde gardiner i de store medier. Og der er da alvorlige emner på spil, selv om det ikke altid er dem, der er til diskussion. Lad os tage hele spørgsmålet om det industrialiserede landbrug og dets rolle i samfundet – lige fra forureningen af drikkevandet og vandmiljøet på og omkring Dammark, ødelæggelsen af dyrkbar jord, der primært og ensidigt bruges til produktion af dyrefoder til mishandlingen af dyr (is. grise) på de enorme produktionsanlæg kaldet grisefabrikker. Eller Socialdemokratiets forslag om indførelse af en særlig lighedsfremmende beskatning af de aller rigeste. Alligevel er det sådan, at sådanne alvorlige spørgsmål, der dybest set handler om, hvilket samfund vi vil have, ofte drukner eller ligefrem nedprioriteres i den såkaldte nyhedsstrøm til fordel for emner af mindre betydning.

For eksempel kan man i dag læse, at et ’parti vil forbyde noget der stort set ikke finder sted i Danmark’. Alene den journalistiske formulering afslører jo, at vi her har tale om en tanke eller en idé, der ikke – i hvert fald ikke overfladisk set (fordi forslaget gemmer på en større dagsorden: modstanden mod muslimsk indvandring) – har stor betydning. Det handler om, at partiet Dansk Folkepartis sydjyske folketingskandidat Rune Højer har set sig gal på islamisk bønnekald, der betegnes som ”ulidelig jammer” og lignende nedsættende tale.

Hvad det drejer sig om, slår religionsforsker Tim Jensen fra Syddansk Universitet fast, så det ikke kan misforstås: ”Det her handler om at piske en stemning op for at trække stemmer”. For i virkeligheden er islamisk bønnekald – og da slet ikke den, der foregår over store højtalere fra minareter, som man oplever i mellemøstlige lande – ikke hverdag i Danmark. Modsat f. eks. klokkeringning fra danske folkekirker. Men måske har Højer været på lidt for mange charterferier og oplevet lidt for meget bønnekald i lande, hvor islam er hovedreligionen!? Den eneste jammer, vi andre kan høre i denne sag, er Rune Højers politiske jamren.

Der er ikke alene tale om et eksempel på, hvordan et bestemt parti – nemlig Dansk Folkeparti – forsøger at tiltrække sig vælgere i kraft af en bestemt diskurs vendt på alt, hvad der har islamisk observans. Højers forslag eller idé er blot ét eksempel. Stort set alt, hvad DF har at føre sig frem på i denne valgkamp handler om det, vi i mangel af bedre kalder flygtninge- og indvandrerpolitik.

Men det største problem er – set fra min stol – ikke dette såkaldte folkepartis forudsigelige modtand mod alt, der har islamisk karakter, men derimod at pressen bruger så meget krudt på sådan en historie. I stedet for for eksempel at fokusere på de vigtige problemer (jf. omtalte eksempler ovenfor) i valget. Ved for eksempel at fokusere på Mette Frederiksens og Socialdemokratiets erklærede hensigt med forslaget om en beskatning af de aller rigeste (nemlig et forsøg på at gøre noget ved uligheden i samfundet). I stedet render pressen med som hunde efter en pølse, så snart der dukker småsager som DFs diskriminerende idé eller lignende. Det illustrerer blot hvor fortærskede de såkaldte journalistiske nyhedkriterier, som har været lærebogsstof for vordende journalister i generationer, er og nok altid har været. Hellere en god skandaløs historie end fordybelse i de virkeligt alvorlige emner i valgkampen synes det latente motto at være.

Folketingsvalget kunne teoretisk set blive spændende for vælgerne, hvis pressen ikke bare kørte på “rutinen”, så snart der dukkede en tvivlsom ”nyhed” af skandaløs karakter op og kastede sig grådigt over den. Men det ville rigtig nok kræve en presse, der var i stand til at forholde sig selvkritisk og reflekterende til sin egen indgroede praksis og fagets – nyhedsjournalistikkens – nedarvede dogmatik. Og det er der desværre ikke mange eksempler på.

Denne tilstand i pressen er også forklaringen på, at jeg ikke bruger mange minutter på nyhederne i disse dage. Jeg skimmer lige overskrifterne og har for længst besluttet, hvor jeg sætter mit kryds (til trods for en masse forbehold og uden forventning om den store effekt). Jeg sætter ikke mit kryds på baggrund af de sidste ugers medie-debatter, som jeg overhovedet ikke har fulgt eller været interesseret i. Som altid sætter jeg mit kryds ud fra en grundholdning, jeg har opbygget, siden jeg begyndte så småt at interessere mig for politik – i gymnasiet (med Vietnam-krigen, EF-valget med mere). Jeg er ikke enig i alt, hvad partiet står for. Slet ikke. Men i meget af det, især grundholdningerne, der ligger i partiets program. Og sådan vil det altid være for mig, der ikke er et parti-menneske.