Ja, utroligt, men sandt. I dag er det tyve år siden, jeg begyndte at skrive webloggen Capac. Og hvis jeg havde vidst det dengang, jeg snublende kom ind i blogverdenen, så er det slet ikke sikkert, at jeg var kommet i gang. På den anden side så har kontinuitet, kadence og ønsket om at følge noget til dørs været driftkraft i mit liv, siden jeg blev bevidst nok om, hvad jeg ville i det her satans liv.

Noget af det, jeg er glad for, er, at jeg fra starten af lagde mig fast på, at min blog skulle være en uafhængig, personlig, ikke-kommerciel, dansk blog. Og set i lyset af de sidste års debat om de store såkaldte tech-giganters udnyttelse og udbytning af alle os internetibrugere, så er det en rigtig rar tanke, at bloggen her ikke spekulerer i at hive penge op af folks lommer, ikke er afhængig af økonomiske, politiske, religiøse eller andre interesser og taler ind i et lille, bitte sprogområde på den blå planet. Hvis bloggen har en berettigelse, så tror jeg, at det netop er i kraft af dens begrænsninger og dens klare valg i en verden, hvor begrænsningens kunst sjældent er styrende.

Når jeg tænker på bloggen, så tænker jeg stadigvæk på den som en lille, lidt utæt, plimsoller, der sejler rundt på et stort afvekslende hav, hvor den forsøger at undgå kollisioner med de store skibe og andre maritime ulykker. Og det er lykkes nu i tyve år. Og sådan skal det fortsætte en rum tid endnu. Måske indtil jeg en dag falder ned at min gamle, elskede kontorstol (en gammel Børge Mogensen-stol, som jeg har købt på et lokalt genbrugscenter) og slipper tastaturet. Tyve år er dog noget; jeg kan næsten ikke huske, hvordan det var, da jeg selv blev tyve…