På nettet diskuterer man berettigelsen af SHM-CD’er. SHM står for Super High Material og er en japansk opfindelse. CD’er af et mere gennemsigtigt og holdbart polycarbonatplast-materiale, der angiveligt skulle kunne holde længere end de gængse cd’er.
SHM-cd’er bliver for eksempel brugt i forbindelse med genudgivelser af The Beatles’ produktion. Og udfordringen for Beatles-fans er blandt andet, at priserne på disse særligt holdbare skiver er relativt høj. Det skal også tilføjes, at disse cd’er kun fås som særlige japanske importvarer. For eksempel sælges Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band et sted for kr. 239, 95. Sammesteds kan den ”remasterede” udgave fra 2009 i digipak-indpakning fås til kr 199,95. For en merpris af ca. 150 kroner kan man altså få SHM-skiven…
Jeg vil ikke blande mig i diskussionen om rimeligheden af en sådan udgivelsespolitik (der langt fra kun omfatter Beatles…), men blot konstatere, at musikindustrien altid har været gode til at hive penge op af lommen på musikforbrugerne. Selvfølgelig får kunstnerne også deres del, men musikbranchen sørger for at få sin store del af kagen. Sådan har det altid været. Og noget lignende gælder jo også for vinyludgivelser. Masser af klassiske albums genudsendes i mere eller mindre opfindsomme versioner. Nogle som picture-disc, andre med særlig vægt, særlig udsøgte udgaver med ekstramateriale og så videre. Og der er publikum til det hele. Den årlige fejring af pladeforretningerne er en stadig succes, og folkene bag tjener penge.
Sådan er kapitalismen, ville Per Dich mumle. Og han har ret. Musikindustrien har aldrig først og fremmest handlet om musikken og dens betydning for forbrugerne. Det er såre banalt.
Jeg har også købt en enkelt eller to SHM-Cd’er. Dog af nyudgivelser. Ellers holder jeg mig til de almindelige, der såmæn holder ganske godt. De første cd’er, jeg købte i firserne, er stadigvæk i fineste stand.