“Har du gjort din borgerpligt?”, spurgte en nabo, da jeg kom tilbage fra afstemningsstedet. Og jeg svarede tøvende “jah”. Tøvende, fordi jeg ikke opfatter det som nogen pligt at stemme ved valget. Det er en mulighed, vi har i landet. En mulighed mange andre ikke har. Så derfor endte jeg med alligevel – trods alskens tvivl og overvejelser – med at sætte mit kryds med den røde blyant. Og da jeg gik ud fra afstemningslokalet så jeg en ung kvinde, der stod og udfrittede de forbipasserende om, hvad de havde stemt. Og jeg tænkte straks: Vi har hemmeligt valg, og jeg synes, det er godt, at man kan holde det lidt for sig selv, om man har sat sit kryds her eller der. Og: “Formålet er dels at beskytte vælgeren mod intimidering og repressalier (valgtryk), der kan følge af afsløring af den afgivne stemme, dels at forhindre stemmekøb, idet en køber ikke vil kunne vide, om sælgeren reelt stemmer anderledes. ” (Wiki). Fint nok, at vi tager afslappet på det (jeg har jo også været åbenmundet i min blog om mine venstreorienterede orienteringer), men vi skal huske på, at det netop kan misbruges ud fra alt andet end demokratiske motiver.

Og nej, jeg følger ikke med i dagspressen i dag. Orker ikke det journalistiske cirkus, der i bedste fald flytter fokus fra det centrale, politiske indhold til persondyrkelse, magtleflen osv.

Og inden jeg var på vej til stemmeurnene, løb der en email ind, hvor en god ven påmindede mig om, at sofavalg er en stemme på de sorte. Og det kan vi jo ikke have…