Det lykkedes mig at komme igennem valgdagen uden at opsnappe andet end den såkaldte “exitpol” ved 20-tiden og den foreløbige optælling senere på aftenen. For jeg havde lagt mig fast på, at jeg – trods alskens forbehold – ville stemme og derefter bruge dagen på mere meningsfulde opgaver og sysler. Og således blev det, for selv om jeg har forladt arbejdsmarkedet for snart længe siden, så er der nok af opgaver at tage fat på for en gammel dreng.
I stedet for at se den ulidelige valgdækning på de to store kanaler, så satte jeg Ørkenens Sønner og deres sidste (?) show Fingeren på pølsen på dvd-afspilleren. Jeg havde fundet den i et lokalt supermarked til såkaldt ‘lokalpris’, fem kroner (ja, 5 kroner), og det kunne jeg ikke sige nej til, da jeg har set alle de andre shows med firkløveret. Og selv om konceptet efterhånden er godt slidt eller udvandet, så lykkes det alligevel sønnerne at få publikum – i salen og i stuen – med på deres frivole gags og fantasifulde iscenesættelser af historiske begivenheder eller kulturelle ditto. Kombinationen af godt skuespilleri, stor musikalitet og grænsesøgende sjofelhed har vist sig at være noget, der gennem mere end 30 år har kunnet pirre danskernes lattermuskler og kærligt vende vrangen ud på seksualmoralen. At det så – vist nok – er slut med Fingeren på pølsen, ja, det er jo livets gang.
Lige så forudsigelig som dette crazy-show er, lige så forudsigeligt har folketingsvalget været. Selv om der har været mandatforskydninger og procent-ditto, så ser det akkurat lige så mudret ud, som vi kender dansk politik. Blokpolitikken lever i bedste velgående, men alt tyder på, at det er de politiske magtstræbere og pragmatikere, der kommer til at trække det længste magtstrå. Illustreret af DR-journalisternes afslørende placering af de blå-sorte Moderaterne – med den snu ræv Lars Løkke Rasmussen i spidsen – i den grå midte (farvevalget er DR-journalisternes og det er det mest rammende ved den manøvre) som de mandater, der afgør, hvor magten kommer til at ligge. Vil Løkke gå i seng med det parti, der engang gav ham kniven i ryggen – Venstre – eller vil han fortsætte sin umage dans med Mette Frederiksen?! Tja, det vil de kommende dage jo vise. Hvorom alt er: Vi er alle, som de unge vil udtrykke det: fucked.