Som vedholdende læsere ved, så har jeg gennem lang tid været ude efter Enhedslisten på grund af partiets ‘højredrejning’ (også kaldet ‘socialdemokratisering’ eller orientering mod ‘midten’). I dagens nyheder kan man læse, at partiet i sin fordeling af mandater efter valget ikke har skelet til det ‘personlige stemmetal’, som mandaten har fået men alene har set på, hvor den folkevalgte har stået på partiets ‘partiliste’. Fx har Leila Stockmarr fået en plads i Folketinget, selv om Pil Christensen fik mere end dobbelt så mange personlige stemmer end Laila Stockmarr… Enhedslisten adskiller sig fra alle andre partier ved at holde fast i partilisteopstillingsformen.
For det første er denne opstillingsform udtryk for, at Enhedslisten har en ledelsesform, hvor partiledelsen og folketingsgruppen har stor en stor, centralistisk og topstyret magt. Det kan fortolkes som en bevægelse væk fra den brede, folkelige organisering, hvor decentralisering og stor meningsfrihed var karakteristika; sådan som det oprindeligt var Enhedslistens selvforståelse. På den anden side kan det også fortolkes som en modvægt til de øvrige primært borgerlige partiers personfiksering, hvor en politiker kan blive valgt, fordi han/hun har gjort sig godt (udseendemæssigt og med hensyn til opførsel) i medierne, herunder de sociale medier.
På den anden side rejser problemet med opstillingsformen et fundamentalt spørgsmål: Hvor demokratisk er en opstillingsform, der fremmer persondyrkelsen. Underforstået: og vægter politiske grundholdninger lavere end den overfladiske fremtræden. Er det vigtigere at have været på tv og billedbladene – ofte af private årsager – end at stå for en socialistisk eller for den sags skyld liberalistisk grundholdning?
I forlængelse af, hvad jeg i øvrigt har skrevet om Enhedslisten, så opfatter jeg opstillingsformen som udtryk for et stærkt fokus på partiledelsen (måske en arv fra dengang, der var mange leninister i partiet!?) og dermed som noget, der ikke harmonerer med forestillingen om et parti, der vil udmærke sig ved stor bredde (med plads til dissens) og hvor det er de menige partimedlemmer og -støtter, der har det sidste ord.,