Titlen på denne belgisk-britiske krimiserie er drilsk. For det første må man straks spørge: Hvis det ikke er et mordmysterium – hvad er det så!? For det andet (og heri ligger muligvis noget af en forklaring…), så spiller titlen på titlen på et af den belgiske surrealist Rene Magrittes berømte malerier Ceci n’est pas une pipe – Dette er ikke en pibe. Nej. det er ikke en pibe, men et billede af en pibe… Et berømt maleri, der har inspireret mange filosoffer og intellektuelle til dybsindige fortolkninger og analyser.
Plottet er også lige så finurligt og mystisk. Vi er tilbage i 1930’erne og en flok unge kunstnere – blandt andre Rene Magritte, Salvador Dali, Max Ernst med flere – samles på et engelsk gods, hvor det skal opholde sig, indtil en stor udstilling med deres værker løber af stablen – og (i følge godsets ejerinde) vil sikre dem berømmelse.
Plottet og hele opsætningen kan minde lidt om noget af Agatha Christie, der også elskede plots, hvor mange mennesker var forsamlet et sted og forbrydelser blev begået. Også her sker der en, ja faktisk to, forbrydelser. Først dør en ung kvinde i en seng, stranguleret og bedøvet. Dernæst dør en ung mand, der findes hængende på et kors på godsets ydre væg. Og en engelsk politimand og hans mørklødede assistent sættes på sagen. Helt efter krimi-håndbogen, bortset fra, at de to får hjælp af Rene Magritte, der fungerer som en særlig detektiv i arbejdet.
Jeg har ikke set serien til ende og kan derfor ikke afsløre noget om, hvordan opklaringsarbejdet ender. Men meget tyder på, at – som titlen antyder – det,man ser, ikke helt er, som man er tilbøjelig til at tro. Det er ikke et mordmysterium. Nej, men hvad er det så? En sofistikeret leg med krimi-elskernes forventninger? I hvert fald trækkes man ind i et uigennemskueligt og fascinerende spil af spor, intriger, motiver. Og det er sådan set tilfredsstillende nok. Skuespillet er godt. Iscenesættelsen, scenografien og fotograferingen lige så. Og det er forførende og også lidt irriterende at bliver taget ved næsen og ført rundt i historiens irgange. Men absolut anbefalelsesværdigt.