Sammen med Samuel Hällkvist (guitar) og Anders Filipsen (tangenter) har Michael Vesterskov (guitar og sang) lavet et album, der simulerer koncerten. Tanken og ønsket om at gøre på plade, hvad man gør i koncertsituationen er ikke ny. Slet ikke. Den går helt tilbage til de første pladeindspilninger og ikke mindst de første koncertoptagelser. Det siger måske noget om, hvor musikken hører hjemme – nemlig i den situation, hvor kunstner og publikum er sammen. Nuvel, Vestergår tager så skridtet og indspiller sin plade på en dag i studiet som om det var en koncert. Og som lytter kan man godt høre og mærke, at det har været hensigten. At sætte pickuppen eller laserstrålen i sporet er som at træde ind i en dagligstue eller et lille koncertlokale, hvor de tre musikere diverterer med Michael Vesterskovs sange. Så førstehåndsindtrykket er, at illusionsnummeret langt hen ad vejen lykkes ganske godt.

Og måske er der også en dybere mening med galskaben. Med Vesterskovs insisteren på at genskabe koncertens virkelighed. For i hans tekstunivers handler det i allerhøjeste grad om at genfinde virkeligheden, at længes mod en virkelighed, der ikke længere er tilgængelig. I titelsangen hedder det således:

Kort fortalt
Med simple ord
Var det vi glemte under månen hvor vi bor
Drømmene for denne jord

På oprørsk hav
I verdens splid
Lever løgnens uendelige ulidelighed
Med dug før øjet
Og ridser i sneen

Og vi længes
længes hjem
Hvor barndommens vilde farver toner frem

En dans på tid
Er verdens gang
Og livets cirkel ender som en sirenesang
Alt i alt En efterklang

Hvad enten der er tale om tabte drømme, en sandhed bag løgnen, barndommens virkelighed eller noget andet tabt, så er længslen efter det tabtes virkelighed et grundtema i Vesterskovs tekster. Og helt tydeligt kommer det så frem i sangen, der netop hedder:

Jeg lever med længslen dag efter dag og som en ensom fisker på havet, kaster jeg snøren ud for at indfange den…..i dybet af det ukendte.
Jeg længes derned. Dernede i mørket, der må lyset være…!

Jeg længes efter min far. Bare han vil ringe en gang til, selvom han ikke er her mere. når han ringede var der stilhed på linjen, det er den stilhed jeg længes efter, lige i de sekunder kunne alt ske.

Jeg spærrer længslen inde i rummet under trappen, den har stuearrest.
Jeg orker ikke at længes mere. Hvergang jeg når det jeg har længtes efter siger viljen: du skal længes mere – Du skal længes mere.
Det er som om, der mellem viljen og længslen er en elastik, så de skiftevis er foran hinanden. Viljen spæner efter længslen og lige så snart længslen har fundet hjem, vil viljen videre, videre mod nye længsler, jeg overhovedet ikke vidste jeg havde.

I hvert fald er det nærliggende for mig at se en intim forbindelse mellem teksternes grundstemning og længsel og så det vellykkede forsøg på at indfange koncertsituationens nu på plade. Et projekt der næsten lykkes helt, blot for at glide en af hænde, så man igen kan længes og søge efter det tabte.

Med ovenstående fortolkningforsøg har jeg forsøgt at finde en vinkel til lytningen af Vesterskovs plade. Og lyttern er velkommen til at følge vinklen, hvad enten man er enig eller ej. Kort fortalt hedder pladen, men faktisk er Vesterskov en ordrig tekstforfatter. Han har meget at sige og skrive og der er mange ord i de i alt ni tekster, der udgør albummet. Men tag ordenen til dig og lad dig føre ind i den totaloplevelse, som Vesterskov og hans legekammerater har skabt. Det er en nedtonet, analog, hudløs koncertoplevelse, pladen byder på. Og man føler sig faktisk hensat til en koncertsituation på et lille listigt sted i virkeligheden. Så følg trop og lyt med. Albummet fortjener det. Hermed anbefalet.

Michael Vesterskov. Kort fortalt. Produktion: Morten Bue. Eget forlag. Er udkommet