Jeg er ikke så glemsom som jeg nok burde være i min alder. Men alligevel er det sket, at jeg har glemt et eller andet eller – værre endnu – mistet noget. Således forsvandt min mobiltelefon for godt og vel tre år siden. Og siden har jeg søgt med lys og lygte – uden held. Alligevel var der noget, der sagde til mig, at den nok skulle dukke op. Fordi jeg er meget nøjeregnende og vanestyret med visse genstande. Det gælder min mobiltelefon, der har en bestemt plads, hvor den lades op (om natten), en bestemt plads i mit tøj osv. Det samme gælder for min pung, mine nøgler, mine briller og mine skriveinstrumenter.

Og efter at have tænkt igennem, hvor mobilen kunne være gået tabt og søgt de mest oplagte steder, måtte jeg midlertidigt give op. Den var som forsvundet i den blå luft. Måske havde jeg tabt den, medens jeg gik tur med hunden et eller andet sted inden for en radius af to kilometer!? Nuvel, noget går jo tabt. Det ved vi.

Men så i dag skulle jeg lige kigge på en gammel mini-laptop, som jeg har haft stående i flere år. Skulle lige se om den kunne starte og hvad jeg sidst havde lavet på den. Og den lå i sin mappe sammen med to andre, normalt store, bærbare computere ved foden af min seng. Og da jeg får løftet de tre laptops op, ser jeg en sort firkant på gulvet. Min forsvundne mobiltelefon i dens læderetui. Hurra. Og heldigvis kunne jeg huske mit gamle password. Så nu ligger den på sin gamle plads og lader op. Hvilken lettelse – jeg er ikke helt dement endnu.