Trioen Smagpådigselv – Thorbjørn Øllgaard (baritonsaxofon, bassaxofon og sang), Oliver Lauridsen (tenorsaxofon) og Albert Holdberg (trommer) – er ikke for fastholdere. Alene instrumentsammensætningen – stemmer, to saxofoner og trommer – mere end antyder, at man skal skrue ned for sine indgroede forventninger om, hvad der kan komme ud af højtalerne. Det ligner som udgangspunkt hverken noget, vi kan genkende fra poppen, rocken eller jazzen. Og sådan forholder det sig da også. Lige så ‘unormalt’ SPDS fremtræder som orkester, lige så overrumplende, grænsenedbrydende, sammensmeltende, globalt visionært og smittende og charmerende kritisk er deres koncept.
Selv om pladen er overvejende instrumental, så er der også tekster – i form af to frenetiske digte, der begge afslører, at de tre kunstnere ikke kun vil sætte ild til musikken, men også vrænge ad den virkelighed, vi alle sammen er en del af. Digtene “Middelklassen avler kun skeletter” og “Start et punkband” , som Thorbjørn fremfører aggressivt reciterende afslører, at de tre musikere ikke kun vil noget med musikken, men også har noget kritisk at fortælle os om det samfund, vi er en del af. Men også titlerne på numrene understreger den kritiske kant. “Hvide mænd spiller afrobeat”, “Fuck der kommer kontrollører!”, “PVC (Polyvinylchlorid)”, “Respekter en lukket dør”.
Måske er der også en eller anden pointe i, at teksterne så at sige kommer for sig selv som digte og ikke som integrerede sangtekster. Og pointen kunne være, at musikken i sig selv sagtens kan levere en kærligt-kritisk tilgang til livet. Med hjælp fra nogle venner – Viktoria Søndergaard (Vibrafon på “Vik’s Rawcore” & Interlude), Luna Ersahin (sang på “Ta Tal3een”), Mette Halling (saxofon), Lise Øllgaard (saxofon) og Salka Kudsk (trommer) – har SPDS frembragt en musik, som man ikke har hørt magen til. En sammensmeltning af eksperimenterende jazz, rock /herunder punk), afrikanske og mellemøstlige musiktraditioner, hip hop. Og alt sammen smeltet sammen til en legering, man ikke har hørt magen til (jeg har i hvert fald ikke). Og et sammenkog, der overordnet tager sigte mod dansegulvet. Det er i den grad medrivende, når SPDS lader sang, trommer og saxofoner udfolde sig. Dynamisk, medrivende og kropsligt i en grad, så man bare bliver overrumplet, fascineret og tilhænger af bandets æstetik. Der er ikke noget at sige til, at SPDS allerede har skabt sig et renommé som en live-band, man skal holde øje og øre med. Albummet, der er ekstremt levende – og falder i en live-indspillet side (A) og en mere studienær indspilning (B) – og betagende kandiderer til at være en af dettte års bedste og mest lovende plader. Og man kan bare ønske sig, at bandet vil holde fast i konceptet i fremtiden. Det fortjener det, og vi også. Hermed varmt anbefalet herfra.
Smag På Dig Selv. Thsi is why we lost. Produktion: TMI Tammi. Stunt Records. Er udkommet