Man kan logge ud på sin computer. Og på sin mobiltelefon. Ja, i det hele taget på alle de skærme, vi omgiver os med. Vi logger ud og befinder os så at sige i den analoge virkelighed. Men – kan man også logge ud af dén virkelighed, den virkelighed, der er forudsætningen for den digitale og den iscenesatte virkelighed? I hvert fald er det den tanke, der ligger i titlen til LOHs – dvs. Jens Lohmans – album Logger ud. At logge ud af det virksomme, krævende arbejdsliv for at komme ind i – musikken. Musikken – ja, måske kunsten i det hele taget – som et fristed eller -rum, hvor man kan stå af verden for at bearbejde den og alle dens krav. Hvormed også er sagt, at vi jo ikke helt kan logge ud af virkeligheden. For musikken er en del af den og selv i den kunstneriske optagethed og fordybelse er nissen flyttet med som noget, vi skal og må forholde os til. Stop verden, jeg vil af, hed den engang for snart hundrede år siden. Men det kan vi ikke. Til gengæld kan vi periodisk lægge afstand til verden. F. eks. i form af en række sange, der bearbejder og fortolker den virkelighed, der altid presser sig på i vort liv.
LOH beskriver selv bevægelsen i ud-logningen i sangen , der bærer samme titel som albummet:
Nogle går tur
Selv ved stormfulde kyster
Hver sine lyster
Den gamle nar lyver igen
Hele dagenInsisterende skærm
Sensation i mit ansigt
Blir´ mer´ og mer´ fjern
Jeg må gøre noget
Meget gern´
Helst i dagSå nu er jeg logget ud
Og som sendt fra en gud
Der kommer solen
Glider hen over molen
Det´ torsdag
Regndråber falder ned på mit øje
Og ned på min kind
Det blir´ fredag
Jeg laver absolut ingenting
Jeg har lovet mig selv væk
Tak for et helt
Ualmindeligt skønt break
Væk fra hverdagen
Og med lidt god vilje kan man (jeg) påstå, at alle de i alt elleve sange på pladen reflekterer dette spring fra et hektisk liv – i LOHs tilfælde et liv i tv-verdenen som dokumentarist – til kunstens, musikkens, særlige verden. Hvad enten det er oplevelsen af at stå i kø i en butik (og i livet), at vente på, at far han holder sine løfter om legeland og Disneyland, eller drømmen om at blive/være et stort træ, der kan folde sin krone ud og give plads til himlens fugle. Det er er i dette særlige tilflugtssted, man i bedste fald, finder en anden tid, ro og mulighed for fordybelse og bearbejdning af livet i dets helhed og skabelse. Og som sagt, så gjort, så at sige. LOH har sammen med et stærkt hold af musikalske begavelser skabt et album med sange, der har en næsten viseagtig karakter. Sange, der med Lohman i forgrunden på klaver og sang, er både fortællende og melodiøse. Det er ikke regulær pop, men snarere en form for voksen-pop eller -folk, der trækker veksler på nordisk tonet jazz. Samlet set er det et album, der passer fornemt til stille, reflektive stunder og øjeblikke, hvor lytteren også har brug for at lave et afbræk i hverdagen og måske bare lade tanker og drømme tage deres flugt. Hermed anbefalet.
LOH. Logger ud. Produktion: Louise Nipper. LOH Production. Er udkommet.