Det var min medblogger Uffe, der anbefalede filmen på sin side. Og da jeg er en ynder af den engelske skuespillerinde Keira Knightley, som kan sit kram og ikke kun er en pyntelig starlet på filmhimlen var der ikke noget valg mellem dansk reality-tv og så Matt Ruskins amerikanske Boston Strangler. Skærpende for appetitten var også, at plottet ikke var anlagt som traditionel who-dunnit og detektivisk efterforskning, men som en kvindelig avis-reporters kamp for at vinde gehør for en alvorlig historie i et miljø domineret af mænd, inklusive politiet, der har en anden dagsorden end at finde frem til sandheden om fjorten brutale, pikant iscenesatte mord på kvinder.
Sammen med sin kollega Jean Cole bider Lorette (Knightley) sig fast i sagen, samtidig med at hun (ja, de begge) kæmper en kamp mod arbejdspladsens og omverdenens sexisme, herunder familielivets krav og forventninger. Og skridt for skridt lykkes det de to vedholdende kvinder at afdække en historie, der i første omgang fremstår som jagten på Boston Kvæleren (Boston Strangler), men som viser sig at være meget mere kompleks. Så kompleks, at politi og retsvæsen helt frem til vort århundrede – har umådeligt svært ved at forholde sig til det.
Det fine ved filmen er netop, at den ikke falder i den traditionelle kriminalgåde-fælde, men insisterer på at handle om kvindekamp anno tresserne, nogle få behjertede, sandhedssøgende og dybt frustrerede mænd, journalistiske arbejdsvilkår og troen på, at det i sidste ende nytter noget at kæmpe for sine idealer. Knightley og Carrie Coon spiller deres roller ypperligt og støttes af mange fine bi-roller. Filmen fortælles i neddæmpet, lidt mørk stil, men sans for tidsbilledet og uden unødvendig dramatik eller sensationalisme. Og så ligger den på DRs arkiv nogen tid endnu.