Selv om jeg har undervist i computerspillenes teori, så har jeg aldrig selv dyrket computerspillet – bortset fra de allertidligste og simple. Men et enkelt nyere spil har jeg dog spillet og gennemført – med hjælp fra diverse “walkthroughs” (forklaringer på, hvordan man gennemfører spillet, tips og tricks og sågar snydekoder. Nemlig spillet Tomb Raider, der er et “action- og “adventure-spil”. Sådan en slags kvindeligt svar på Indiana Jones.
Hovedpersonen Lara Croft skal følge i sin fars fodspor for at afdække nogle gamle hemmeligheder. Og derfor skal hun kravle, springe, klatre, løbe osv. gennem en række baner med alskens forhindringer og opgaver. Det er vældigt underholdende, som jeg husker det. Og underholdende nok til, at jeg i går – i mangel af andet og bedre – så filmen (for Tomb Raider er selvfølgelig for længst blevet et såkaldt “media franchise”) eller rettere en af filmene. For den jeg så – fra 2018 med den svenske skuespillerinde Alicia Vikander (kendt fra blandt andet Jason Bourne) i hovedrollen som Lara – er den tredje efter to film med *Angelina Jolie som Lara.
Selv om Vikander bestemt passer godt til rollen som den adrætte Lara Croft, så er filmen nærmest at betragte som en discount-udgave af fx Indiana Jones-filmene. Lift for forudsigelig, lidt for spil-skematisk i sin handling og uden nogen form for ekstra dimension, som filmmediet ellers lægger op til. En underholdningsbagatel man ikke behøver at spilde sin aften på, hvis der er andet og bedre stof.