Er det her en moderne udgave af Rumrejsen år 2001 (2001: A Space Odyssey) i musikalsk forklædning? Altså Rumrejsen år 2026? Nej, lad mig begynde et andet sted. Der er i min optik ikke noget så herligt som at få sine musikalske forventninger og indgroede forestillinger om, hvad musik er og kan være, sat på spil. At få dem udfordret og rystet i deres grundvold. Og det er lige netop hvad duoen Jovian Moons gør med deres debutalbum Cosmos Club. Og lad mig bare afsløre, at projektet lykkes til fulde.
Duoen består af Øyvind Andreas Winton – trommer – og Giordano Léon Eugénio Makholm – tangenter. I sig selv en usædvanlig konstellation. Og endnu mere usædvanligt bliver projektet af, at de musikalske udfoldelser tydeligvis – helt ud i albumtitlen Cosmos Club – lader sig inspirere af menneskets trang til at udforske kosmos i betydningen: “Det uden for Jordens atmosfære, hvor bl.a. de øvrige planeter, Solen og stjernerne er”. Og inspirationen understreges af numrenes titler, som fx “Welcome to Chaos”, “Welcome to Cosmos” og “Departure, Arrival” – og af lydoptagelser fra Apollo 11s rumrejse.
Som lytter inviteres man med andre ord på en imaginær rumrejse i et kosmos, der nok er inspireret af det faktiske kosmos derude, men som i endnu højere grad er et musikalsk kosmos, der befinder sig i grænseområdet mellem noget kendt, nemlig moderne jazz, der er inspireret af ambience-musik (Brian Eno og lignende) og de eksperimenterende dele af den såkaldte indie-rock, samtidig med at jazzens umiskendelige trang til improvisation og næsten dekonstruktiv omgang med det melodiske skinner klart igennem. De enkelte numre – ni stykker i alt – står som afrundede planeter i deres egen bane om et kreativt midtpunkt, hvor de to instrumentalister regerer, og hvert stykke udgør en slags udforskning af det musikalsk fiktive, virtuelle rum med sit eget særprægede udsagn, så at sige. Det føles nærmest som en renselsesproces at foretage rejsen med Cosmos Club, hvor man efterfølgende bare har lyst til at gentage turen. I hvert fald er det en bevægende oplevelse, der overbeviser en om, at der stadigvæk er uudforskede områder og muligheder i musikkens verden. Cosmos Club er et eksempel og bevis på, at der stadigvæk er muligheder for at overskride musikalske grænser og skabe musik, der sætter lytterens ører på prøve. Så min opfordring til dig, kære læser, er at følge mit eksempel og give Jovian Moons en chance i dine højtalere. Hermed varmt anbefalet.
Jovisn Moons. Cosmos Club. Produktion: Giordano Léon Eugénio Makholm, Øyvind Andreas Winton & Aske Vang Rasmussen. One Dot Rec. Er udkommet