Sangerinden Cher – eller Cheryl Sarkisian, som hun vitterlig hedder – fyldte 80 i går. Hun brød for alvor igennem i tresserne som det kvindelige islæt i duoen Sonny & Cher, der fik en lang række singlehits, men allerede i denne periode med Sonny, der også blev hendes ægtemand, påbegyndte hun sin solokarriere, der kom til at være det meste af hendes lange liv. På DRs hjemmeside bruges der mest plads på at hæfte sig ved, at hendes store hit “Believe” fra 1998 var et tidligt eksempel på (mis)brug af autotune. Dronning af autotune kalder skribenten hende. Men det skyldes nok skribentens unge alder og uvidenhed om kunstnerens bedrifter. Uden at det kan forstås som en undskyldning for den smøre. Cher var så meget mere en autotune og ægteskabelige “skandaler” og skærmydsler. Hun var en fremragende sangerinde, der ikke altid blev anerkendt for netop det. Måske, fordi hun ikke gik af vejen for et liv med glamour, hvilket kan være svært at undgå i amerikansk show-biz, hvor alt drejer sig om fremtræden og penge og…

I mine ører var Cher bedst, når hun fokuserede på musikken og mindre på alle udenomstingene, som jo desværre dominerer musikbranchen. F. eks. på albummet 3614 Jackson Highway, der blev til i 1969 og blev en kommerciel fiasko, selv om musikanmelderne var begejstrede. Indspillet på Muscle Shoals Sound Studios med produceresset Jerry Wesler, Tom Dowd og Arif Mardin og med Muscle Shoals studiemusikerne og en lang række andre session-musikere bag sig. Og sange af Bob Dylan, Steven Stills, Otis Redding m. fl. Men den plade var nok en anelse for ambitiøs og ikke-pophitliste-orienteret til at falde i det store pladekøbende publikums smag.