Velkommen Mr. Chance betitler danskerne Hal Ashburys film fra 1979 Being There. Og det er efter min mening en fejlagtig titelændring.
Jeg så filmen, da den kom frem i biograferne, fordi jeg var (og er) begejstret for den engelske skuespiller og komiker Peter Sellers og også den amr. instruktør Hal Ashbury, der allerede havde film som “Harold and Maude” og “Shampoo” på samvittigheden.

Når den danske film er dårlig, så er det, fordi den rammer totalt forbi filmens og plottets kerne.
Historien er enkel. Chance (spillet af Sellers) har hele sit liv levet hos en rig mand, hvor han har arbejdet som gartner i haven. Han kan hverken læse eller skrive og holdes i live af husholdersken, den mørke Louise. Chances liv går med at ordne haven og huset og – at se tv. Det bliver hurtigt tydeligt, at Chances virkelighedsopfattelse er fjernsynets.

Da den rige mand død, bliver Chance sat på gaden af boets advokater, der slet ikke forstår Chances situation. Og Chance pakker en kuffert med tøj og bevæger sig ud i verden, som han forsøger at forholde sig til med sin medbragte fjernbetjening. Heldet er med Chance og han kommer i kontakt med rigmandsfruen Eve Rand, der tager Chance med hjem til sin mand, der ligger for døden i hjemmet. Chance, der omdøbes af fruen i huset til “Chancey Gardiner”, fordi hun misforstår, hvad han siger, vinder rigmandens og fruens sympati med sin naive, tv-dominerede opfattelse af verden. Og Chances naivitet og uvidenhed forstås som visdom og indsigt. Og hurtigt får Chance en status som husets mirakel og orakel. Selv præsidenten, der besøger rigmanden, falder for Chances simple tilgang til virkeligheden som er bundet til at hans liv i haven og fjernsynet.

Chance-figuren kan sammenlignes med figurer som fx Forrest Gump og Kasper Hauser. Mennesker, der med deres naivitet og uvidenhed bliver en slags kritisk spejlbillede af det samfund, de på den ene eller anden måde konfronteres med. Og fælles for dem er, at selve deres negativitet – det at de står i grel modsætning til samfundet – gør, at de bliver et billede på alt det gode , samfundet ikke er.

Filmens titel – At være der, At være tilstede – fortæller noget om, hvad Chance er for et menneske. Et menneske, for hvem det er tilstrækkeligt bare at være (tilstede). Being There. Og filmens slutning forråder lidt sin egen – og forfatteren Jerzy Kosinskis – idé, synes jeg. Der sker det, at Chances nye herre, rigmanden Ben Rand, dør af sin sygdom. Og ved den storslåede begravelse forlader Chance selskabet og går ned til vandet, hvor han finder en plante, der tynges af en stor gren. Han fjerner grenen og får planten til at stå bedre. Herefter ser han ude i vandet en tilsvarende stor gren. Og så går han på vandet ud til planten. En tydelig allusion til en anden vandgænger, nemlig den kristne Jesus. Med den allusion skrives historien ind i en kontekst, som jeg synes gør historien ringere. Chance er ikke nogen frelser, han er der bare tilstede. Og selve den kendsgerning – at han er til stede i sin uvidenhed og tv-vrangforestilling om verden – er om noget filmens budskab. Filmen ligger på DRs hjemmeside. Anbefales.