Når man som denne bagmand lider af det, der kaldes en kronisk sygdom eller lidelse, så får man sin opmærksomhed rettet mod symptomer, man engang ville have affejet som pjat og noget, man kunne sove sig fra. Omvendt kan gode data fra et lægebesøg kaste lidt glans eller glæde over en blå-grå hverdag. Man kan samle på små gyldne øjeblikke, når det kroniske er noget, man skal forholde sig til. Sådan gik det i går. Jeg skulle til tandlægen. Det vil sige: først til tandplejeren for at få foretaget det grove arbejde – tandrensning med ultralyd og værktøj – og dernæst til  tandlægen. Heldigvis foregik det hele – denne gang – i den samme stol. Med til historien hører, at jeg for en hel del år siden – før jeg fik konstateret min kroniske lidelse – havde udviklet en slem omgang tandkødbetændelse ( paradontitis). Men på ganske kort tid fik min nuværende tandlæge bugt med den plage. Og siden har jeg med tre måneders mellemrum ligget i tandlægestolen. Ikke, fordi jeg bryder mig om det, slet ikke, men fordi det er bedst at have nogenlunde funktionsduelige tænder.

Og sidste gang jeg var der revsede den unge, tatoverede tandplejer mig, fordi hun mente, at min tandbørstning lod noget tilbage at ønske. Hvortil jeg bare kunne replicere, at jeg børstede tænder, som jeg har gjort i mange årtier. Derfor var det noget af en overraskelse, at jeg denne gang fik at vide, at det så så godt ud, at jeg ville komme i kategori grøn. Først da tandlægen havde bekræftet det, fik jeg at vide, at det betød, at min tand- og mundhulesundhed var så god, at jeg først skal til tandplejer og -læge om et år. Det er sgu mange år, siden jeg har været i den situation. Jubi.