I dag er det toogtres – ja, 62 – år siden, The Beatles gav to koncerter i K. B. Hallen i København. Koncerter, hvor man  ikke kunne høre musikken, fordi publikum – især den kvindelige del – skreg øredøvende højt. Alligevel blev koncerterne, hvad journalister reflektorisk vil betegne som “historiske”, i den forstand, at de var startskuddene til Beatlemania i Danmark og var de eneste koncerter gruppen nåede at give i landet. Oven i købet i en ikke-komplet udgave, idet Ringo Starr ikke var med på grund af halsproblemer og blev erstattet af Jimmy Nicol, der fik et par uger som Beatle.

Jeg var selv – ti år gammel – i København på det tidspunkt. Min far var sømand og vi – min mor og jeg – besøgte ham på skibet. Men det gik hen over hovedet på mig, at mine idoler var i staden. Først dagen efter, da vi rejste tilbage med toget til Esbjerg gik det op for mig, idet der sad nogle piger i samme vogn som os og snakkede fåmælt om oplevelsen i K. B. Hallen. Og så var der alle skriverierne i pressen i dagene efter besøget. Af dem og omtalerne kunne jeg forstå, at jeg ikke var gået glip af noget – i hvert fald ikke musikalsk. Men jeg fik da ikke set de fire i levende live. Men for mig har det altid været sådan, at det handlede om musikken – ikke personerne.

Og det er lidt pussigt at tænke på, at gruppen kun eksisterede 5-6 år efter København-besøget. Til gengæld nogle år, hvor de ændrede populærmusikken for altid. Og de blev godt hjulpet på vej af tidens økonomiske, kulturelle og teknologiske udvikling.