Næppe var Grundlovsdag gået på hæld, da det gik op for mig, at det også var Fars Dag. Og jeg måtte straks researche lidt på denne dags historie. Og ganske rigtigt, som jeg havde forventet, er Fars Dag en amerikansk opfindelse – lige som alle de andre mærkedage, der har det til fælles, at det alle skal sætte skub i forbruget og få pengekasserne til at klinge. Knap så overraskende var det at læse, at det var to amerikanske kvinder, der var ophavskvinder til den dag.  Mrs. Sonora Louise Dodd, fik ideen – ikke overraskende inspireret af Mors Dag og til ære for hendes egen far – i 1910. Men allerede i 1908 havde en anden kvinde,  Grace Golden Clayton, fået ideen til sådan en fardag. Hun fandt inspiration i en stor mineulykke, der berøvede mange familier deres mandlige forsørger. Dagen kom dog først til Danmark i 1935, hvor den blev placeret på Grundlovsdag, hvor den fortsat ligger. Måske, fordi Grundlovsdag er en halv fridag, hvor nogle af arbejdsstyrken kan bruge ekstra tid på forbrug.

Som tilfældet er med alle de andre mærkedage, så er det noget jeg af princip undgår at forholde mig til. Og heldigvis tåler min kone ikke blomster, da hun er allergiker. Og chokolade og andet sødt sørger hun selv for. Og hvorfor dig fejre mændene?! Som en ung underviser engang kommenterede, da det var moderne at lave mandegrupper (inspireret af rødstrømpernes kvindebasisgrupper) og nogen ville udvide det til en regulær mandebevægelse: Jamen, historien har sgu da været en lang mandebevægelse, så hvorfor egentlig!? Noget lignende gælder Fars Dag – har det ikke altid været fars dag!? Jovist.

Og med hensyn til Grundlovsdag, så er/var det forstemmende at opleve, hvordan pressen håndterede det. Fyldige rapportager fra den nye regerings lederes grundlovstaler, suppleret med pop-vox-undersøgelser af, hvad det betød for tilfældige borgere og deres børn (som var blevet briefet i skolen om, hvad den der grundlov egentlig var for en lov). Men ikke et eneste spædt tilløb til at sætte spørgsmålstegn ved loven og dens afsnit. For pressen er Grundloven lige så sikker som Amen i den kirke, der i følge samme lov, er vores alle sammens statskirke. Men desværre lever vi en tid, hvor det er politisk korrekt bare at bifalde alt, hvad der foregår i det offentlige – lige fra de royales CO2-belastende sejleri i danske farvande til ti lange uger med regeringsforhandlinger, hvis detaljer vi ikke fik nys om før forhandlingerne var ovre. Men, som fruen rigtignok sagde, ‘vi behøver jo ikke at se tv’. Så sandt som det er sagt.