Jeg er ved at læse en bog om en kendt filosof og forfatter. Og et sted fortælles om hovedpersonens samvær med en god ven. De mødes og snakker om akademiske emner og så drikker hovedpersonen rigtig meget kaffe, så meget at han til sidst “skælver”. Og den passage sendte mig tilbage til min første studietid. Jeg sad om morgenen ved mit skrivebord og læste og skrev og – drak kaffe. I store mængder. I løbet af ingen tid kunne jeg tømme en, ja to, kander stærk kaffe. Og efter nogen tid begyndte jeg også at skælve. Mine hænder rystede sagte og jeg fik sved på panden. Og så måtte jeg – til min store fortrydelse – rationere mit kaffeindtag.

For det var ikke let. For jeg er afhængig af kaffe. Og denne erindring fra skrivebordet sendte mig endnu længere tilbage – til dengang, jeg var to år. Det er ikke en rigtig erindring, men erindringen om en historie, som mine forældre elskede at fortælle og genfortælle. I følge historien, som jeg er overbevist om er ganske sand, fik jeg min første kop kaffe som to-årig. Med mælk og sukker. Siden røg både mælk og sukker ud til fordel for den rene vare. Og sådan har det være lige siden. Der går ikke en dag uden adskillige kopper – eller rettere krus – kaffe.

Men mine forældres historier stopper ikke her. Især min far elskede at fortælle om dengang min forældre gav mig en hakkebøf med spejlæg – og jeg spiste det hele, to år gammel. Det var noget af en præstation – i hvert fald i min fars oplevelse. I dag går der lang tid mellem hakkebøfferne, selv om jeg stadigvæk godt kan lide den spise.