Nej, kønslivet er uregerligt og svært at få styr på. Det ved vi alle – de fleste af os i det mindste – ud fra egen erfaring. Men også ud fra årtiers debatter i offentligheden. For nylig var emnet samtykkeloven til debat i DRs debatprogram Deal-line, hvor tre jurister var sat til at vurdere den relativt nye lovs effekt. For det første blev det slået fast, at loven ikke endnu har ført til flere domme for voldtægt. Dernæst kom det frem, at politiets behandling af sagerne ikke havde ændret sig stort med den nye lov. Og endelig gjorde en af eksperterne sig til talsmand for det synspunkt, at loven som sådan var god og solid nok – men at det ville tage (lang) tid før vi borgere i  almindelighed havde fået samtykke-tanken implementeret i vores hoveder. Et af de svære knaster i loven er det begreb, som loven er navngivet efter – samtykke. Hvad er samtykke, når det gælder et samleje mellem to mennesker? Skal det være verbalt? På skrift? Et blik? En berøring? Og så videre. Og hvad nu, hvis en den ene deltager midt i kønsakten siger NEJ, så stopper allle handlinger!? Vi kan vist godt blive enige om, at intentionerne er gode nok, men virkeligheden er ganske anderledes mudret og svært at håndtere. Plus det evige problem: Der er som regel kun to vidner til akten, og hvem skal man så tro på!?

Det forbaskede kønsliv fik også et ordentligt opkog for et par dage siden, da Socialistisk Folkepartis leder Pia Olesen Dyhr i sin egenskab af minister ansatte et fhv. medlem af SF som rådgiver. En mand, der tidligere – for ca. seks år siden – havde været medlem af SF og dengang begået seksuelt krænkende handlinger mod et andet partimedlem. Konsekvensen blev en eksklusion af partiet. Men nu er det så gået seks år, manden har offentlig bekendtgjort sine handlinger, erklæret sin fortrydelse og beklaget over for de antastede. Men et fremtrædende SF- medlem har insisteret på, at Olesen Dyhr med sin ansættelse af manden handler imod partiets grundholdninger. Hvortil SF-formanden har indvendt, at hun mener, at manden har udstået sin ‘straf” og derfor skal behandles på lige fod med alle andre. Skærer vi ind til benet i sagen, så er det en sag, der drejer sig såvel om kønspolitik (vi finder os ikke i sex-chikane!) og retspolitik (når en dømt har udstået sin straf er vedkommende renset og kan fortsætte sit liv uden at skulle stå til ansvar for fortidens synder). Og kønspolitikken vejer ikke tungere end retsprincipperne. Og sådan må det nødvendigvis være. Ellers må retsprincipperne laves om, selv om det er svært at forestille sig, at et retsprincip kan være, at en der er dømt for seksuelle krænkelser skal afsone for sin forbrydelse resten af livet…

Det skal også tilføjes til denne sag, at den anklagende har været ude i medierne og fortælle, at hun faktisk har haft et intimt forhold til den anklagede. At han i den krænkende situation havde haft hånden nede i trusserne på hende og havde overhældt hende med øl (man må formode, at det foregik et festligt lag, hvor indtagelse af alkohol var en del af festlighederne). Konkrete oplysninger, der ikke ligefrem gør sagen nemmere at håndtere, selv om de heller ikke nødvendigvis ændrer noget ved krænkelsesanklagens berettigelse. Nej, det er sgu ikke nemt med det kønsliv.