Man skulle tro, at DR godt ved, at der også er seere, der ikke gider høre mere om VM i fodbold,  et vist folkemøde på Bornholm og en post-sex-chikane-sag i SF, der gennemsyrede gårsdagens tv-aviser (ikke mindst TV2, der tydeligvis nød at snaske i det venstreorienterede partis ’grimme’ sag). Og at DR derfor valgte at sætte en film på programmet (DR2), som seerne så kunne fordrive tiden med. Og at Steven Spielberg så med sin aktuelle film Disclosure Day gav en passende anledning til at genoptrykke serien om arkæologen og eventyreren Indiana Jones ligger lige for. Ergo sendte DR serien opus 1 Raiders of the Lost Ark (Jagten på den forsvundne skat).

Spørgsmålet var så – for overtegnede – om filmen holder. Den er fra 1981 og der er løbet meget teknologisk vand i åen i filmkunsten, siden da. Hvordan ville denne filmiske udgave af barndommens Illustrerede klassikere tage sig ud nu til dags?

Nuvel. Jeg satte mig til rette i lænestolen og sagde til mig selv, at jeg skulle glemme alt om computerteknologi og lade den indre drengerøv komme til sin ret. Det her er ’bare’ en tju-bang-film, en kulørt røverhistori, der mikser en heltehistorie med et ganske utroværdigt, men kunstfærdigt udtænkt, historisk baseret plot. Og som sådan gjort lykkedes det faktisk at være ganske underholdt et par timer.

Historien om jagten på selveste pagtens ark, der er en ’dør’ til det guddommeliges rige, fungerer stadigvæk ganske fint. Og min yndlingsscene, hvor Indiana Jones forfølges af en stor stenkugle, virker stadigvæk lige så spændende som første gang jeg så den. Selv om den ikke har været udsat for hverken computerbehandling eller kunstig intelligens. I det hele taget er det action-delen af filmen, der gør filmen seværdig. Fra første scene til den sidste er der gang i den. Filmen holder alene som veldrejet, velskrevet, velspillet og velfotograferet action-underholdning fra en tid, hvor filmkunsten endnu ikke havde mistet sin digitale mødom. Seriens kapitel to løber over skærmen i aften.