Medens jeg lytter til Udflytters – borgerligt navn: Pernille Mejer Richard – album Lev langsomt dukker spørgsmålet op bag min pande: Er vi inde i en ny form for inderlighed? Et modsvar til en verden, hvor vi alle er involveret i en global skærm-medieverden, hvor verden står i flammer og kravene til at være udadvendt og fremmelig kræver deres psykiske pris? I hvert fald ligger tanken ikke fjernt, når man lytter til de i alt elleve numre med sigende titler som “Stille ville”, “ulykkelig videnhed”, “I sin enkelhed”, “Lev langsomt” og “Anna Anchers vinduer”. Titler, der på hver deres måde signalerer noget introvert, eksistentielt tilbagetrukket, eksklusivt reserveret. Desværre følger teksterne ikke med udgivelsen, så man skal give sig tid og lytte nogle gange til albummet for at få alle ordene med. Men det lønner sig så også at følge Udflytter ind hendes tankeverden, der – som albumtitlen indikerer – kredser om en bevægelse. Ikke kun en fysisk (f. eks. at flytte fra storbyen og ud på landet), men – med pressemeddelelsens ord – ‘væk fra tempo og forventninger og hen mod noget mere sanseligt og ærligt: UDFLYTTER er en forlængelse af min identitet, som jeg i sidste ende helst flytter ud af – så du kan flytte ind’. Jovist, der er store ting på spil, Nogen vil måske opfatte det som værende en anelse prætentiøst – værsgo her er min identitet, tag den hvis du vil – men jeg ser det mest som en understregning af den bevægelse og søgen, der er den underliggende trang i teksterne. En bevægelse hen mod en identitet, hvor væren til er nok i sig selv. Lad mig bare taget et teksteksempel – nemlig sangen “Anna Anchers vinduer”. Vi kender alle Anna Anchers billeder, hvor motivet ofte er en kvinde i et borgerligt interiør, hvor vinduerne spiller en ikke uvæsentlig rolle som åbningen mod verden i det feminine univers. Og Pernille Mejer Richard spejler sig og identificerer sig måske lidt med Anna Anchers perspektiv, kvinden der kigger ud af vinduerne og forsøger at holde fast i nuet.
En moderne ny inderlighed? Det vil jeg trygt overlade til dig kære læser at vurdere og dømme om. I hvert fald e der noget om det. Og det afspejler sig også i det musikalske. Pladen er indspillet – meget passende – oppe i en afsides liggende svensk nåleskov med et hold overvejende svenske musikere, der trakterer primært akustiske instrumenter og giver sangskriverens sange et organis og fysisk nærværende udtryk. Sanger-sangskriver-musik med saft og kraft og strejf af lidt rock og en slags nordisk blues.
Udflytter er en overraskende anderledes plade, der lever højt på sit høje ambitionsniveau. Og den fortjener, at mange lyttere vil være åben over for den og tage den til sig. Det er ikke hitlistemusik, men musik med hjerte og sjæl og – som skrevet – høje ambitioner. Det skal blive spændende at følge Udflytter i den fortsatte bevægelse. Hermed anbefalet.
Udflytter – Lev langsomt. Produktion: Udflytter. Eget plademærke. Udkom den 5. juni 2026