Så fik jeg set den sidste af de i alt fire film om Indiana Jones. Den om krystalkraniet, som visse fans ikke medregner i serien. Det var mere af samme slags. Kulørt handling med et lige så opfindsomt plot, som man kan tro på eller lade være. Filmen holder udmærket. Men så var appetitten på noget andet og mere nærende også skærpet. Og det sørgede DR for i går, hvor kanalen viste den franske film Et svært år fra 2023. Og her er vi ovre i en helt anden boldgade.

To mænd, der begge har det til fælles, at de ikke kan styre deres økonomi og derfor er dybt forgældede, lokkes ind i et miljø af meget idealistiske klima- og miljøaktivister. Albert og Bruno, som de hedder, drives mere af udsigten til gratis mad og drikke – og muligheden for måske at tjene en skilling i ny og næ. Man kan sige, at det er en moderne film om modsætninger der mødes og så videre. I hvert fald er det fascinerende ved filmen dens skildring af nogle mennesker, der som udgangspunkt ikke har så meget til fælles, men kan samles om en fælles ’fjende’ – det samfund, der med sit overforbrug osv. ødelægger klimaet og miljøet og har ’ofre’ som Albert og Bruno, der bare ikke kan finde ud af at leve en såkaldt almindelig liv, hvor man tjener penge og forbruger – uden at ende i dyb gæld. Det er en meget fransk film i hele dens menneskesyn og den meget realistiske måde at fremstille personernes handlen og gøren. En slags humoristisk og humanistisk samfundskritik forklædt som fransk komedie.  Man føler sig rigtig godt underholdt samtidig med, at den giver en noget at tænke over i forhold til, hvad der driver mennesker i deres liv.

Og så har filmen et fint lydspor, der også skiller sig ud fra amerikanske film .  Her møder man f. eks. Jacques Brel og hans klassiske ”La Valse en milles temps” og et herligt genhør med Jimi Hendrix Experience og deres ”Little Wing”. Filmen kan varmt anbefales enhver, der ikke har tid og lyst til VM og historier om kongeliges problemer med moral og etik.