Den første gang, jeg hørte min egen stemme, var vist nok i folkeskolen. En lærer(inde), der fulgte med i den teknologiske udvikling, havde fået den idé, at vi skulle læse noget op, som så blev optaget på en spolebåndoptager. Hvorefter det så ville blive afspillet for klassen. Ideen var nok, at vi kunne lære noget om udtale og deslige på fremmedsprog. Som sagt, så gjort. Vi læste op – og lytte bagefter til vores egne stemmer. – Som jeg husker det, så var det en mærkelig, næste bizar, oplevelse. Jeg kunne ikke rigtig forlige mig med, at det der kom ud af højtaleren, var MIN stemme…
Jeg blev mindet om det, da jeg for nylig optog en lille video – på mobilen – med mit yngste barnebarn, der har lært at synge – og synger himmelsk. Undervejs taler jeg lidt til hende – ”Én gang til!”, ”Flot!” osv. Og det sendte mig tilbage til skoletimerne igen.
Og måske er denne fremmedhed over for ens egen stemme et ganske almindeligt fænomen. Måske oplever skuespillere, radioværter osv. noget lignende…
Nå, men det fik mig så til at tænke på en oplevelse, jeg havde engang. Jeg havde undervist i mange år. Og en dag snakkede jeg løst og fast med en ung, kvindelig kollega. Om lærergerningens udfordringer og opgaver. Og undervejs siger hun så – jeg husker ikke præcist forbindelsen – noget i retning af: Du har en god stemme; du burde indtale nogle Podcast. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men var nok bare lidt forundret over sådan en kommentar. Men igen: Hvordan har man det ikke med andres stemmer!?
PS. Og så ihukommer jeg pludselig, at jeg her i bloggen engang har læst noget digtning op og at bloggen engang blev læst op i radioen. Det var i bloggeriets unge år.
Ja, det er et mærkeligt fænomen, at den stemme, man hører ‘i hovedet’, når man taler, lyder helt anderledes, når den kommer ud af en højttaler. Jeg oplevede det samme, da jeg begyndte i radioen. Men mindst lige så mærkeligt er det, er hvis det er noget, man gør det hver dag, går der ikke længe, før stemmerne lyder ens. Menneskehjernen er åbenbart et fleksibelt instrument.