I går landede jeg på filmen Live Free or Die Hard – eller også kendt som Die Hard 4.0. Vist nok den fjerde ombæring i Die Hard-franchise-serien med Bruce Willis i hovedrollen som den fåmælte, hårdkogte politimand John McClane, der med ordknaphed, håndvåben og næver klarer ærterne (forbryderne). En moderne udgave af halvtredsernes western-helt, model Gary Cooper og John Wayne.

Et gensyn i mangel af bedre (og jeg skulle nok bare være gået tidligere i seng…). VM er endnu ikke inde i en fase, hvor ligeværdige, stærke hold mødes. Og resten af de danske programmer forbigår jeg helst i tavshed.

Nå, men plottet i denne film er, at McClane skal anholde en ung computer-hacker, der – sammen med andre hackere – mistænkes for at stå bag et større elektricitetsudfald. Og da den unge mand, Matt Farrell, pågribes i sin lejlighed udsættes han og McClane for et voldsomt angreb, foranlediget af den rigtige hacker-bagmand, Thomas Gabriel, der har en fortid som højt placeret it-ansvarlig i staten.

Det afsløres at Gabriel har til hensigt at lukke hele samfundets infrastruktur ned, et såkaldt ”brandudsalg”. Og til det formål skal han bruge en algoritme, som Farrell har skrevet. Og derfor er Farrell efterstræbt af såvel myndighederne, som McClane arbejder for, og Gabriel, der vil realisere sit cyber-angreb for enhver pris. Og dermed er bolden givet op for seriens primære attraktioner: øretæver ad libitum, skyderier og ødelæggelse af alt fra bygninger, biler og videre til lastbiler, helikoptere og et par jagerfly (model F-35).

Måske har jeg for længst nået et mætningspunkt, hvad angår den slags ”underholdende” tju-bang, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var godt, at Jason Bourne-serien fik indført en ny slags volds-films-dogmatik, hvor det ikke længere handler om at smadre så meget som muligt og være så blodigt som muligt. Et dogmatik, der bestemt ikke har været på tale hos denne films instruktør, snarere tværtimod.

Die Hard 4.0 er hverken bedre eller dårligere end de tre foregående (og efterfølgeren). Man får nøjagtig, hvad der kan forventes. McClanes slagsfærdighed (i enhver forstand), en forudsigelig slutning og en tvivlsom morale: At det gode vinder med alle beskidte midler. Og bagefter sidder man tilbage med en underlig smag i munden: Er tiden ikke for længst løbet fra den slags systembevarende heltefilm?!