Der er unægteligt noget af et spring fra Die Hard 4.0 til den kinesisk fødte instruktør Chloé Zhaos film Nomadland, som var gårsdagens filmoplevelse. Filmen, der bygger på bogen Nomadland: Surviving America in the Twenty-First Century (af Jessica Bruder, 2017), har Frances McCormand i hovedrollen som den arbejdsløse enke Fern, der beslutter sig for at forlade sin hjemby, da hendes arbejdsplads nedlægges, for at leve i sin varebil. Filmen er semi-dokumentarisk i den forstand, at mange af dem, der faktisk lever sådan, medvirker i filmen som sig selv, blandt andet Bob Wells, der er fortaler for sådan et simpelt liv på de amerikanske veje.

Selve historien er såmænd ganske enkel og beskriver de sociale deroute, som livet på vejene fører med sig. Et sårbart liv, hvor pengenød, sygdom og mekanikerregninger kan slå den enkelte helt ud af kurs. En film om bagsiden af verdens angiveligt rigeste samfund, hvis pekuniære og materielle rigdom netop bygger på og øger en social ulighed, der blandt andet resulterer i varebils-nomadelivet som et eksempel på ’alternativ’ livsførelse. Men også en film om nogle mennesker, der faktisk tror på, at de har fundet en ’løsning’ på deres eksistentielle problem.

Filmens slutning er dog mere flertydig, idet Fern efter at have oplevet nedturen som varebilsnomade, men også opmuntrende oplevelser om fællesskab, venskab og spirende romantik, vender tilbage til sit og den afdøde ægtemands tomme hus med udsigt til et stort ørkenagtigt landskab. Fortsætter Fern på vejene eller ender hun, hvor hun startede?! Det vil jeg ikke konkludere på, men filmen er i al sin nøgterne skildring af bil-nomaderne en voldsom kritik af et samfund, der nok er vældigt rigt, men ikke formår at skabe et værdigt liv for alle dets indbyggere. Den kritiske vinkel er ikke tydelig i filmen, der har nok i at fortælle om nomaderne, men den ligger implicit i historien og billederne. Værd at se!