Det er længe siden, jeg sidst var i biografen (hvis ellers jeg husker ret, så var det i 2017). Langt de fleste film indtages fra den gamle, slidte lænestol. Men forleden overvejede jeg at tage en tur i biffen igen. Men det blev ved tanken. Ganske vist vil jeg gerne se filmen. Men det slog mig også, at det at gå i biografen ikke er, hvad det var engang. Dengang for mange år siden, var det en ganske enkel analog oplevelse. Man købte en billet, fandt sit sæde, og så så man de obligatoriske små reklamefilm, måske endda (hvis vi går langt nok tilbage) først nogle stills-reklamer, dernæst et par for-film og så selve filmen. Det var det. I dag er optakten til filmen et stort digitalt underholdningsshow med aktiv publikumsdeltagelse pr. mobiltelefon. Og hele for-spillet, hvis man kan kalde det sådan, er blevet langt og krævende for gamle mennesker som mig. Alene dette forhold fik mine reservationer mod en biograftur til at trænge sig på. Da jeg så kunne se, at den biograf, jeg skulle bruge kun havde fem, små rækker og et lærred, der svarer til et stort tv, så voksede min modstand en tak yderligere. Og jeg så så, at billetprisen var ca. 150 kroner, så fordampede lysten til en bio-tur helt. Og bedre blev det ikke af, at jeg kunne se – på nettet – at filmen kommer på dvd og blu ray til september til nogenlunde samme pris.

Og hvad kan så udlede af det? Ingenting, tror jeg. Tiden er løbet fra den unge biografforbruger, jeg var engang. Genkendeligheden og atmosfæren om en bif-tur er helt væk. Suk.