Den spanske filminstruktør Pedro Almodóvar var som ung en flamboyant, farverig, eksperimenterende, voldsom og provokerende instruktør i kølvandet på fascismens endeligt og det unge spanske demokratis svære start. Men nu, hvor han er blevet gammel (han er fra 1946) har han ændret stil og fokus. Man så det den foregående film Smerte og Ære, der var en selv-biografisk inspireret refleksion over forholdet til fortiden. Og det spor forfølger Almodóvar også i opfølgeren Parallelle mødre, der ligger på DRs arkiv.

Almodovárs yndlingsskuespillerinde Penélope Cruz spiller en fotograf, der er optaget af finde resterne af sin olde-far, der sammen med andre mænd fra deres landby blev slået ihjel af Francos fascister i slutningen af den spanske borgerkrig. Og i den forbindelse møder hun antropologen Arturo, som hun bliver gravid med. Noget, hun ikke indvier Arturo i.

På fødeanstalten deler Janis (Cruz) værelse med den unge teenager Ana, der også skal føde. Og det knytter de to kvinder sammen. Efterfølgende viser det sig så, at børnene er blevet forbyttet, så Ana får Janis’ datter, der dør vuggedøden, og Janis får Anas datter. Men hurtigt går det op for Janis, at det forholder sig sådan. Dels kan Arturo ikke genkende noget af sig selv i datteren, og dels afslører en DNA-test, at Janis ikke kan være moderen.

Dermed får Almodóvar skitseret filmens og plottets grundtema: hvem er vi egentlig (identitet) og historiens betydning (vores ophav og oprindelse). Langsomt udredes trådene i de to kvinders liv, samtidig med, at Arturo får projektet om udgravningen af de døde mænd sat i værk.

Filmen er langt mere gribende og spændende end dette korte referat antyder. Almodóvar formår at fremstille de to kvinders følelsesmæssige situation med forbavsende indføling og styrke. Og igen kan man konstatere, at det er instruktørens styrke at beskrive kvindeliv.

Selv om det er et sent værk i mandens opus, så er det – efter min mening – en af hans allermest vellykkede film, der bygger på godt skuespil, en fornem dialog, et godt udspekuleret plot og en almengyldig tematik, som man sagtens kan relatere sig til – også selv om man er en gammel mand for eksempel.