Det er kun gået tilbage for Socialdemokratiet (SD) – vælger- og medlemsmæssigt – siden Mette Frederiksen blev formand. Alligevel er det lykkedes Frederiksen at sidde som statsminister i syv år, som hun selv har påpeget. Og det afspejler en klar tendens for partiet: At det er langt vigtigere at være en del af den formelle magt end at føre den gammeldags, socialdemokratiske reform-politik, som mange vælgere igen og igen efterlyser. Så hellere sælge sin politiske sjæl til politiske modstandere som “Gift”-Troels Lund Poulsen (Venstre) og Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) og adaptere en populistisk udlændingepolitik hos Messerschmidt og Støyberg.

Økonomipolitisk fik SD for alvor taget sin politiske uskyld, da Thorning Schmidt med Bjarne Corydon ved sin side importerede britiske Tony Blairs blanke nyliberalistiske politik, der var et barn af Reagans og Thatchers anti-stats-liberalisme, hvor ethvert statsligt element blev smidt på historiens affaldbunke. Og de seneste mange år har SD stille, roligt og målrettet arbejdet på at revidere partiets ideologiske fundament i tydelig populistisk retning. På udlændingeområdet vil man overgå Dansk Folkepartis rygmarvsreaktioner, blot inden for de internationale, men diskutable, lovmæssige rammer. Og man vil også reformulere sin opfattelse af, hvad “Danmark”, “danske værdier”, “folkestyre”/”demokrati” er for noget. Intet er helligt, når det gælder om at sidde med ved magtens bord. Det sidste – “folkestyret” – er netop blev aktuelt med kirkeminister Ida Aukens forslag om, at Folketinget skal have sin egen præst, som skal stå til rådighed for folketingsmedlemmerne. Og Auken argumenterer for, at det er såre demokratisk at gøre en folkekirkepræst til præst for folketinget. Som om “demokrati” er identisk med “folk”. Noget må være glippet i den folkeskole, Auken gik på… Auken er ved at gøre folkestyret til et folkekirkeligt forpligtet folkestyre. Hvor herre bevars, har man helt lyst til at skrive (og gør det sgu…).

Det værste ved den socialdemokratiske deroute er måske i virkeligheden, at der – medens Aukens ideologiske kamp fylder i medierne – efter ugelang konstitueringsfase ikke rigtig  bliver ført politik – i en tid, hvor store tunge problemer hober sig op uden at blive modgået af politisk handling. Landbrugets dybe krise, klimakrisen, konflikterne i Ukraine og Iran, balladen om Nato og Trumpistan osv.

Det var så dagens politiske udslip. Kunne ikke lade være…