I sidste uge glippede den. Turen til Forstbotanisk Have – aboretet. Fordi motionister gjorde krav på stedet – igen; og kommunen fulgte trop med en afspærring. Nå, men den slags er vi vant til her i Århus Syd. Af sted gik det. Og ganske som forventet gik det meste af tiden med at min ven hunden snuste til alt på sin vej. Især en afbrækket kvist, der lå lige bag indgangen til haven, fik den helt store tur. Blev vendt og drejet og nøje undersøgt. Det samme galt jorden lige omkring. Hvad der var så tiltrækkende, aner jeg ikke. Men jeg har lige læst, at man regner med at en hund har “mellem 200 millioner og 1 milliard lugtmolekylesensorer“. Til forskel fra mennesket, der kun har omkring 5 millioner receptorer i næsen. Så kan det jo ikke undre, at hundens hørelse er selektiv og synet også halter bagefter. Hunden oplever verden, livet, gennem sin snude. Og det er en vigtig lære for en hundeejer. At den skal bevæge sig og forette sin nødtørft er indlysende; men det allervigtigste er, at den får tid til at sanse verden gennem snuden. Så det får min ven lov til. Og det gør selvfølgelig turene noget længere, men sådan er det. Til gengæld kan jeg mærke på ham, når han har fået sådan en snusetur, at der kommer en særlig ro over ham. Han har åbenbart fået de informationer, han har brug for, for at kunne slappe af og nyde sit hundeliv. Og – gevinsten for mig er så, at jeg også får lov til at slappe af og fordybe mig i, hvad jeg har lyst til at fordybe mig i. Derfor er turen til aboretet blevet en fast tilbagevendende weekendoplevelse, der kun forhindres af kommunale motionist-planer. Og med til fornøjelsen hører også, at vi yderst sjældent møder andre mennesker og hunde. Ganske enkelt, fordi vi er meget tidligt på færde (typisk før kl. 8), hvor andre nok sover endnu. I dag mødte vi dog en ung dame, der motionerede og havde overskud til at hilse “god morgen”. Det var fint.