I et indlæg et sted på nettet læser jeg, at naturen kan være ond. F. eks. når den lader en egeprocessionsspinder invadere landets egetræer. Og så ihukommer jeg en klog underviser, der engang mente at kunne slå fast, at naturen er indifferent i forhold til mennesket og dets planer og tanker. Underforstået: Naturen gør, hvad naturen altid har gjort. Breder sig, udvikler sig, fornyer sig osv.

Så kom jeg i tanke om den standende debat om at skabe naturområder her i landet. Det har allerede givet anledning til ballade. Først, fordi nogle fritgående dyr døde af sult (underforstået: De blev ikke passet og plejet af mennesker). Noget dyr faktisk gør til stadighed i naturen. Dør. Andre steder – blandt andet her i lokalområdet – har man fritlagt områder, hvor naturen kan herske på sine egne præmisser. Men næppe har man gjort det, før nogle lokale beboere synes, at det så grimt ud. Der manglede blomster, og der var for meget ukrudt osv. Og så blev der pudset nogle gartnere på stedet, for at trimme naturen.

Kan vi lære noget af det overhovedet? Måske, at vi mennesker lige så længe vi kan huske tilbage, har levet med en natur, der altid har været underlagt mennesket og dets vilje. Se blot på de ca. 80% af det danske land, som i årtier har været underlagt det professionelle, industrialiserede landbrugs økonomiske interesser. Eller vort elskede hav, der på tilsvarende vis har været genstand for menneskenes økonomiske interesser. Og så videre.

Hvis vi vil tage begrebet biodiversitet alvorligt, så skal vi også acceptere, at naturen får frit spil og vi skal holde nalderne fra den. På godt og på ondt.