Her til morgen støder jeg på et indlæg på nettet. Det drejer sig om, at de tre ord “he’s an idiot” er blevet – påstås det – en branding. Forfatteren hævder, at dette meme er blevet ophøjet til branding, fordi alle ved, hvem man taler om, når man bruger det. Både menigmand og folk højt på strå, f. eks. embedsmænd i regeringer og FN. Selv om jeg godt ved, hvem der er tale om, så er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det er branding og ikke snarere noget helt andet. F. eks. bagvaskelse eller smædekampagne!?
Nå, men det fik mig til at tænke på engang i starten af dette årtusinde (og århundrede), hvor jeg var med toget fra Jylland til København i embeds medfør. Og over for mig sad en yngre (end mig) mand. Og som jeg har for vane faldt jeg i snak med ham. Det viste sig, at han var hjemvendt til Danmark fra USA, hvor han gennem nogle år havde arbejdet med netop branding i nogle mellemstore virksomheder, som var kriseramte. Det skal siges, at dengang var branding et forholdsvist nyt ord i Danmark som dukkede op nu og da i pressen. Og den unge mand kunne så fortælle mig, at danskerne overhovedet ikke havde fået fat i, hvad branding var for noget. Det var blevet reduceret til endnu et smart marketing-ord, som man slyngede om sig med for at dupere lytterne. Og han forklarede, at branding ikke kun handlede om den måde en virksomhed og dets produkt(er) fremtrådte i offentligheden, men at branding var en proces, der var gennemgribende for hele virksomheden. Hvis virksomheden f. eks. producerede sko, så handlede det også om, at skoene – materialerne, bearbejdningen og så videre – skulle matche det billede, som marketingafdelingen gav af varen. Og det førte så til en diskussion om, hvorvidt det produkt, jeg arbejdede med – uddannelse af pædagoger og pædagogiske assistenter (der hed noget andet dengang) – kunne være genstand for branding. Det blev vi hurtigt enige om, at det nok godt kunne, men vi var også enige om, at der var forhold, der vanskeliggjorde det, fx studieordninger, økonomi og den politiske dagsorden. Men interessant var det, og min daværende chef var meget interesseret i emnet, da jeg efterfølgende fortalte ham om oplevelsen. Men det blev ikke til mere. Nogle få år senere dumpede pædagoguddannelsen i en national evalueringsrapport – og jeg havde forladt det arbejde. Sådan kan det gå.