Selvom jeg ikke ser ret meget tv, så er det dog ikke forbigået min opmærksomhed, at de to førende danske tv-kanaler nærmest har ryddet nyhedsfladen for at rapportere fra børnenes Første  Skoledag. Med kameraer og mikrofoner har man opsøgt skoler, hvor denne særlige dag har været genstand for interviews (med skoleledere, lærere, forældre og – ikke mindst – betuttede børn) og optagelser. Og man gør meget ud at at fotografere ungerne med deres nye skoletasker, nye tøj og far/mor ved hånden. Vi skal forstå, at dette er en meget vigtig dag, hvor ungerne tager hul på en lang rejse i det (u)væsen, der de næste mange år vil lægge beslag på mange af dagens timer hver dag.

Når jeg tænker tilbage på min egen første dag i folkeskolen, så var det slet ikke noget, der ligner det i dag. Jeg begyndte i en børnehaveklasse, hvilket dengang omkring 1960 var et relativt nyt fænomen. Jeg tror, at selve tanken om, at børn skulle vænne sig til en hverdag i Folkeskolen, var et nymodens påfund, der gjorde børnehaver og børnehaveklasser til nye pædagogiske påfund af vigtighed. Nå, men jeg fulgte med min mor og naboens jævnaldrende dreng hen til den afdeling, hvor børnehaveklassen (og vist også 1. og 2. klasse) holdt til. Og så blev vi afleveret hos børnehavelærerinden, hvorefter min mor gik hjem igen. Der var ikke tale om nogen “blød landing”; det var lige på og hårdt. Vi blev kastet ud i det uden faldskærm og sikkerhedsnet. Og det gik endda. Jeg husker kun, at jeg faldt hurtigt til, selv om jeg ser en smule betuttet ud på et fotograf fra dengang, hvor jeg sidder med en træbil ved en pult. Dengang havde jeg ingen anelse om, hvor mange år jeg ville komme til at ‘gå i skole’, men jeg tror heller ikke, at det ville have gjort nogen forskel, hvis nogen kunne have fortalt mig det eller havde forsøgt at forberede mig på alt det, jeg skulle lære. Og jeg tænker, at det er godt, jeg ikke er seks år i dag og skal opleve det, de nye skoleelever bliver udsat for på Første Skoledag.