Så dukkede emnet op i pressen igen – for n’te gang. Søvnløshed. Næsten halvdelen af danskerne sover ikke godt. Og selv om der findes hjælp at hente – i lægevidenskaben, psykologien og i øvrigt – så er det fortsat sådan, at mange lider af søvnløshed. Og jeg forstår godt, at det må være en plage. Selv holder jeg meget af at dyrke mine faste otte timer om natten som en nødvendighed, der kun sjældent er blevet forstyrret. Jeg sover ganske enkelt godt – i modsætning til andre i min familie. Og fænomenets eller problemet genopdukken i pressen fik mig til at finde et indlæg, jeg skrev om netop det for tyve år siden. Og det vil jeg nu genoptrykke (som foreløbigt sidste genoptryk fra min smartlog, som jeg har brugt nogen tid på at genlæse):

 “Søvnløshed er en af den moderne civilisations mest karakteristiske følgevirkninger. Det er ikke kun ved indfaldsvejene, hovedbanegårdene og lufthavnene, storbyen holder mennesker vågne ind i udmattelsen. Hele civilisationens form og udfoldelse er støjende, selv hvor det udvendige øre ikke er synderlig plaget. Det støjende kan ligesåvel skyldes en upersonlig plagsomhed, der ikke vil slippe sit tag i vores sanser og bevidsthed. Moderne civilisation sover ikke; den nedsætter måske sit aktivitetsniveau et par korte timer efter midnat, men rotationspressen fortsætter, skifteholdsarbejderne fortsætter, de første buschauffører står op næsten samtidig med at de sidste går i seng, de gulvvaskende og vinduespudsende hærskarer gør butikker, fabrikker og samfærdselsmidler i stand til næste dags brug. De fleste af dem forstyrrer ikke natteroen meget med deres aktiviteter, men alligevel kan man somme tider fornemme, at de tilsammen udgør en så stor sum af natlig vågenhed, at roen i verdensrummet går tabt. /…/ Det er måske den såkaldte modernismes egentligste kendetegn, at den menneskelige bevidsthed uafbrudt befinder sig i alarmeret tilstand, eller burde befinde sig i alarmeret tilstand, hvis den kunne præstere det.”  (Erik A. Nielsen Søvnløshed. Modernisme i digtning, maleri og musik. 1982)

Den moderne civilisation sover ikke, fastslog Erik A. Nielsen dengang. Og noget siger mig, at det stadigvæk – og i måske endnu mere udpræget grad – forholder sig sådan. Vores bevidsthed skal (?) helst være i “alarmeret tilstand”. Søvnen – lige som den store søvn, døden – skal helst fortrænges, fordi vi skal være “i alarmeret tilstand”. Og måske hjælper ingen medicin eller psykologi lige her!?