Da jeg læste på universitetet i halvfjerdserne havde rødstrømperne markant indflydelse på debatten om kvinders ligestilling. Og rødstrømpernes indflydelse betød blandt andet, at mange mænd følte sig trængt i deres såkaldte “kønsrolle”. Og ingen tvivl om det: Rødstrømperne formåede at ruske op i hele familiestrukturen, både internt (hvor mange rødstrømper blev skilt) og eksternt. Og et af udslagene blev fx, at mænd begyndte at efterligne rødstrømperne og dannede mande-basis-grupper, “mandegrupper”, hvor trængte mænd ville diskutere deres udsathed og følelsesliv. Hvortil en ung mandlig underviser replicerede, at historien i årtier havde været en stor mandebevægelse og “mandegruppe”.

I den sammenhæng var Carl-Mar Møller (Carl Marenus Michael Eggert Møller) et kulørt indslag. Med baggrund i den pædagogiske verden (Møller var klubpædagog) og det gestaltterapeutiske overdrev (en ikke-certificeret uddannelse) kastede Carl-Mar sig over den udsatte mand. Og han gjorde det med en provokerende slagfærdighed, der involverede et blatant seksualiseret sprogbrug, hvor de mest folkelige og hverdagslige udtryk for det seksuelle var den dominerende tone. Med Ekstrabladets formulering: ‘Pik er gud, men fissen har magten’. Og i en tid, hvor den såkaldte “seksuelle frigørelse” havde været på tapetet i et årti cirka, fik Carl-Mar forventeligt nok en stor gennemslagskraft i offentligheden, der aldrig er gået af vejen for en god provokation. Carl-Mar var en slags arvtager af provoerne og den mest kuløret del af ungdomsoprøret og forstod at udnytte det i forhold til en stadigvæk bornert offentlighed og dermed til sin egen fordel.

Med Carl-Mars bortgang går endnu mere af den glans, der prægede det brogede tresser-ungdomsoprør. Endnu en af den tids særlinge er gået bort.