Om det skyldes varmebølgen eller måske al den sport, DR har været leveringsdygtig i de sidste mange måneder, ved jeg ikke, men i hvert fald var der også plads til – i går – en genudsendelse af filmen Mamma Mia. Jeg genså den i 2025 på nogenlunde samme baggrund. Og da jeg var mæt af atletik og ikke havde lyst til at gense nogen krimi, så valgte jeg at gense netop denne ABBA-revival-dyrkende film. Fordi humøret var til det og jeg tænkte, at sangene sgu nok skulle holde i det mindste.
Og ganske rigtigt. Selv om filmen – ret beset – er en medrivende batatel, baseret på en historie om det klassiske spørgsmål ”Hvem er faderen til barnet?” og modelleret over en klassisk Hollywood-happy-end struktur, så holder den som et stykke underholdning, fordi de medvirkende – ikke mindst hovedpersonen Donna i Meryl Streeps gestaltning faktisk synger ganske godt. Og fordi hele det musikalske setup ligger solidt i hænderne på de gamle ABBA-bagmænd – Benny Andersson og Bjørn Ulveus.
For set fra min lænestol sådan en lidt for varm lørdag aften (jeg genså den fra arkivet), så er det sangenes musikalske og tekstlige kvaliteter, der redder en eller tynd kop te hjem. Vmed Undercover har Jan Gradval i sin anbefalelsesværdige biografi om ABBA kaldt gruppens musik. Og det er lige præcis, hvad mange af sangene (alle?) indeholder. Melankolien i alskens aftapninger – lige fra kærlighedsmødet til forældrenes farvel tli børnene, der flyver fra reden, som man siger.
I hverf fald var jeg godt underholdt så længe det varede. Og måske har virkningen også at gøre med, at verden netop nu befinder sig i en mental modus, der ligger langt fra gennemsnitlig melankoli og i hvert fald fra enhver form for optimisme.
Og denne gang var det især den fremragende engelske skuespillerinde Dame Julie Walters, der gjorde indtryk som hende, der havde bevaret ungdommens drømmekraft og ikke bare var til fals for det, som konventionerne foreskriver. Hendes udgave af ABBAs “Take a chance on me” udgør et lille oprør midt i oprøret, der var druknet i konventionalitet.