På plakaten til filmen Living (2022) ser man den engelske ulasteligt klædte skuespiller Bill Nighy lette forsigtigt på hatten på en baggrund af et lidt diffust  London. Så er tonen i filmen fint slået an.

Nighy spiller Mr. Rodney Williams, der arbejder som bureaukrat i et lokalt område af London i 1953. Her sidder han ulasteligt klædt i sit sorte eller mørkeblå jakkesæt blandt tårnhøje bunker af papir, der signalerer seriøsitet, flid og magt. Men selv virker Williams yderst rutineret og aldeles uinteresseret og uinspireret. Arbejdets karakter illustreres af nogle scener, hvor en gruppe af kvinder har forvildet sig ind i bygningen for at forlægge et forlag om konvertering af en bombetomt til en lokal legeplads. De bliver sendt fra den ene afdeling (afdelingen for parker, afdelingen for legepladser osv.), ledsaget af en nytilkommen på kontoret, den unge Mr. Wakeling, der ikke formår at sætte sig igennem over for den bureaukratiske træghed. Kvindernes ansøgning sendes blot videre og tilbage igen – uden resultat. Der er noget næsten Kafkask over den bureaukratiske inerti og tvang over det hele.

Men så sker der noget afgørende. Mr. Williams går en dag, før arbejdsdagens afslutning, ganske uhørt til sin læge for at høre, hvad resultatet af nogle prøver er. Det viser sig, at Williams er dødssyg og skal dø inden for et halvt til et hel år. Han formår ikke at fortælle sandheden til sin søn og svigerdatter, som han bor sammen med. I stedet hæver han en stor del af sin opsparing, køber en masse sovepiller og rejser til en afsides kystby. Angiveligt for at tage livet af sig selv. Men tilfældet vil, at han på en cafe møder en søvnløs forfatter, Mr. Sutherland, der får sympati for den plagede Williams. Og sammen går de ud  i byen for at ’leve livet’ med alkohol, sang og letlevende, optrædende damer. Og undervejs mister Williams sin emblematiske bowler, der bliver erstattet af en afslappet Fedora.

Oplevelsen med forfatteren Mr. Sutherland sætter noget i gang i Williams. Og da han vender tilbage til London tager han kontakt til sit kontors unge kvinde Miss Harris, der i den sammenhæng er et livsstykke. I mellemtiden har hun realiseret en plan om at skifte sit job blandt papirbunkerne ud med et job som tjener (med avancementsmuligheder) på en lokal stor restaurant. Williams er ikke forgabt i Miss Harris som en ungersvend måske ville være, men han opfatter hende som virkeliggørelse af det liv, han ikke selv har levet. Hun er indbegrebet af noget, han engang i barndommen sagde farvel til for at leve et alt for stille liv med bowlerhat og pressefolder. Og medens han bliver mere og mere syg og de facto døende får han den idé, at han som en sidste handling vil realisere kvindegruppens plan om at etablere en ny legeplads på bombetomten. Og det lykkes ham at presse og overtale alle de involverede bureaukrater til at realisere planen. Og i en sidste scene ser man Williams sidde på en gynge på legepladsen og synge en lille sang. Sådan som han formodentlig har gjort i sin barndom – før det hele gik galt.

I filmens slutning slås der nogle små finurlige knuder, og man efterlades med den uudtalte opgave at fortolke filmen. Har den et budskab?! I hvert fald er jeg ikke helt så sikker, som jeg var da filmen begyndte. At filmen – med sin titel At leve – vil slå et slag for, at vi kaster os ud i livet med stor appetit og ikke gror fast i bekvemmelighed og formel stivhed. Filmen er en tand eller to mere subtil. Måske er den så banal, men jeg vil overlade til dig kære læser at drage dine egne konklusioner eller bare: At nyde en særdeles seværdig og på alle måder vellykket engelsk film, der i øvrigt bygger på Akira Kurosawas Ikuru fra 1952.