Jeg har været inde på det mange gange gennem årene. Bibliotekernes store betydning for min vej gennem livet. Lige fra det første skolebibliotek på Vestre Skole, hvor jeg var ved at lære at beherske alfabetet og om ikke andet fik stemningen af bibliotek ind under huden. Over skolebiblioteket på Sædding Skole, hvor jeg kom regelmæssigt, og hvor jeg var i ”skolepraktik” som bibliotekar-lærling, over gymnasiets ret lukkede bibliotek og til Århus mange folkebiblioteker og bogbusser og – ikke at forglemme – templet over dem alle Statsbiblioteket (nu Det Kgl. Bibliotek) med bogtårnet.
Og selv om jeg blev færdiguddannet og kom i arbejde, så har bibliotekerne altid været et fristed og en helle for mig. Selv da jeg arbejdede udenbys i flere år, kom jeg troligt en gang om ugen i det lokale bibliotek, hvor jeg lånte bøger, plader og film i lange baner. Og selv nu, hvor jeg har forladt arbejdsmarkedet er biblioteket stadigvæk et særligt sted at frekventere, selv om det ikke længere slavisk er hver uge.
Så jeg følger også med i bibliotekstvæsnets udvikling (eller måske afvikling). Gennem mange år har bibllotekerne været genstand for besparelser. Sammenlægninger, nedlægninger og indførelse af diverse nødordninger, fx bogbusserne (der bestemt havde nogle fortrin også) og selvbetjeningsdage, hvor man ikke kunne finde en bibliotekar, hvis man havde brug for en.
I dag læser jeg så, at mit gamle bibliotek i Sædding skal finde en ny lokalitet. Indtili for nylig har det ligget i det lokale indkøbscenter. Men det skal lukke og erstattes af et nyt kombineret bolig- og butikscenter. Heldigvis viser det sig at byrådet vil flytte biblioteket ind i det, der engang var Sædding Skole, hvor biblioteket oprindeligt holdt til. I dag er skolens bygninger et såkaldt fritidscenter. Så det lyder jo forjættende for en gammel fan som mig, at biblioteket skal udfolde sig netop der. Og det i en tid, hvor lysten til at læse er vigende på global plan og kundskaberne – læsning og skrivning – eroderer i skolesystemerne . Måske kan man snige sig tll at se et lille bitte glimt af hån i den kendsgerning.