Vi skal fire år tilbage for at finde min anbefaling af Claus Denchers debutalbum You. Et album, hvor kunstneren som singer-songwriter tog livtag med noget, der nærmede sig en slags midtlivskrise. Og det skete på medrivende vis i form af veldrejet singer-songwriter-pop iscenesat af kunstneren selv og et velspillende band.
Og nu foreligger så opfølgeren Intet Halvt, der som titlen demonstrerer er på vort modersmål, dansk. Og – uden at vække den ældgamle debat om engelsk- versus dansksproget dansk pop og rock – det klæder virkelig Claus Denchers herlige, ærlige mandsstemme at udfolde sig i et sprog han tydeligvis føler jeg hjemme i. Og bedre bliver det kun af, at teksterne hæver sig flot over dansk pop og rocks gennemsnitlige almindeligheder og banaliteter. Dencher forstår at dreje tekster, der både er ligetil og let tilgængelige og samtidig har en bund af voksen erfaring og alvor. Og også på denne toer brydes kunstneren med de betingelser i livet, som vi alle kommer til at slås med, når vi bliver mere eller mindre voksne.
Til forskel fra debutalbummet står Claus Dencher lidt mere fremme og centralt i lydbilledet, der bliver skabt af det velspillende kollektiv, bestående af Palle Hjort (tangenter), Peter Dombernowsky (trommer), Bo Gryholt (bas), Peter Sund (guitar), Julie Strange og Trine Lunau (kor). Og det passer fornemt til pladens dansksprogethed, fordi det tydeliggør de let melankolske, søgende, undrende og også lidt humoristiske tekster. Selv om teksterne brillerer ved deres fravær i vinylen, kan man med et par gennemlytning let afkode dem. Heldigvis.
Med sin voksne, melodiske, indtagende samling popsange lever Claus Denchers og hans besætning helt og aldeles op til de gode forventninger, som You afsatte i lytteren. Og man kan kun se frem til næste ombæring af vedkommende singer-songwriter-sange fra Dencher og Co. og opfordre alle til at give ham en chance på afspilleren. Hermed varmt anbefalet.
Claus Dencher. Intet Halvt. Produktion: Claus Dencher og Peter Sund. Gateway Music. Er lige udkommet.