Martin Høybye har fra en ung alder stået i lære hos amerikanske sangskrivere og musikere af den slags, der dyrker den analoge, hjemmegjorte musik med noget på hjerte og en tro på, at ærlig sangskrivning og håndgjort musik kan gøre en forskel – ikke kun for kunstnerne selv, men også for lytterne. Og den læreplads hverken kan eller vil Martin Høybye selvsagt ikke løbe fra på sit nye album Clouds & Silver Linings, der på enhver måde fremstår som et bevis på den musikalske oplæring, han har fået.
De i alt tolv sange, som Martin har skrevet (nogle i samarbejde med andre: Michael Blicher, Søren Skov, Linda Andrews og Tine Vingaard) møder en på prisværdig og forbilledlig vis, når man slår LP’en op. Og det er sange, der følger opskriften fra mangen en country- og/eller americana-sang: Livet går op og ned, giver nogle knubs, men selv når det ser mest håbløst og sort ud, så er der en “silver lining”, og det er denne flig af lys og håb, der skaber gode sange og giver kunsten og dens publikum troen på, at det alligevel nytter at holde ud og fortsætte det pokkers liv.
Og liges om Martin Høybye og hans musikalske legekammerater står i gæld til dette amerikanske livssyn, så står de selvfølgelig også i gæld til den alsidige, spraglede americana, der gør en dyd ud af at være hjemmelavet, håndgjort, analog og fra en tid, hvor ingen kunne sige “kunstig intelligens”. Og Martin Høybye tilsætter med sin gode stemme og musikalitet et dybt personligt præg på hans og bandets udgave af den sammenkogte musikform. Der skæres ind til benet med en særlig enkelhed, hvor Martins stemme står i et markant centrum og hæver sig over en fin bund af lydhør sammenspillethed, hvor tæthed veksler med skarpe, korte instrumentale udladninger. De tolv sange har høj kvalitet, er meget iørefaldende og med klar pop-flair, der bør kunne indfange andre end dem, der i forvejen er solgt til den musikalske orientering.
Samlet set er Clouds & Silver Linings er fornemt eksempel på, at americana for længst er blevet et globalt udtryk, der ikke behøver at være en eksportvare fra Amerika, men som stortrives andre steder, f. eks. herhjemme. Så giv Martin Høybye og hans gode band en chance – med pladen og på scenen. Hermed varmt anbefalet.
Martin & the New Songrice. Clouds & Silver Linings. Produktion: Dennis Ahlgren, Mchael Blicher, Martin høye, Søren Skov, Linda Andrews. Songcrafter Press. Er udkommet.