Når nogen død falder tiøren (som man sagde engang), tiden falder i slag og talen forstummer. I hvert fald for en stund. Og sorgen rammer en og ikke som en tilstand, men som Sigmund Freud – psykoanalysens grundlægger – forklarede os som et arbejde – sørgearbejdet. Det arbejde, der sikrer, at vi kan bevare det elskede objekt, omend på en ny og anderledes måde. Og hvad ligger nærmere for en kunstner end netop at bruge kunsten – i dette tilfælde musikken – som sørgearbejdets form.
Og det kan man – jeg – hævde præcist er, hvad jazzsangerinden Britt Hein gør på og med sit nye album, der bærer den sigende titel My Memory of You.
Den konkrete anledning var, at Britt mistede sin mor, der havde været syg længe. Og oplevede hvor svært andre havde ved at tale om tabet, samtidig med at behovet for netop at sætte ord på var det mest påtrængende. Og som kunstner, musiker, var det så oplagt at bruge kunsten – musikken – til netop at begynde sørgearbejdet. Og meget passende sker det ikke kun med kunstnerens egne ord – som i titelsangen og den afsluttende Lullaby, men også med fornem støtte fra tekstforfatteren Lisa Freeman, som på forskellig måde tematiserer den tunge side af livet, det er, at miste – for igen at kunne fastholde erindringen, mindet om det tabte. Jeg tror, det gør det lettere at komme igennem sørgearbejdet, hvis man sådan kan dele det med andre- også fordi ingen af os kommer uden om det før eller siden. før eller siden.
Og så får det hele en ekstra dimension ved, at Britt får kompositorisk hjælp af en række stærke navne i dansk jazz: Fra Torben Westergaard over Jørgen Emborg og Carsten Dahl til Nikolaj Hess. Ialt ni numre, der alle har melodisk styrke og en emotionel dybde, der passer fint til pladens projekt. Og – til Britts smukke stemme, der får lov til at udfolde sig lige netop så meget, som man bør kunne forvente af sådan et arbejde.
Og ikke nok med støtte til tekst og komposition. Britt får selvfølgelig også musikalsk hjælp af en kompetent flok af musikere: Nikolaj Hess (piano), Jesper Bodilsen (bas), Morten Lund (trommer), Peter Marott (flygelhorn), Mia Engsager (trombone) og August Wanngren (kor).
Og tekstligt og musikalsk må man bare sige, at sørgearbejdet lykkes i den grad. Det er – til trods for emnet tyngde og sværhed – et album, der bæres af en musikalsk lethed og opdrift, der kun kan være en støtte og hjælp til enhver, der er eller har været i Britts situation. Men albummet er også meget mere. For selv om man ikke lige nu og her har brug for sørgearbejde eller kunstnerisk bearbejdning af sorgen, så kan man få fuld udbyte ud af at lytte til My Memory of you, der er en særdeles vellykket jazz-plade, der fortjener mange lyttere – også uden for kredsen af jazz-venner. Hermed varmt anbefalet.
Britt Hein. My Memory of You. Produktion: Britt Hein og Mads Demant. Mingus Records/ Gateway Music. Udkom d. 21. august 2026