Helt tilbage i min barndom blev jeg introduceret til det særlige univers kryds og tværs er. For min mor havde en svaghed for netop den guilty pleasure, som angelsakserne kalder det. En uskyldig glæde, der simpelt hen består i at udfylde de tomme rubrikker og få alle ordene til at falde i hak og passe til hinanden. Jeg hjalp min mor, der kun havde gået i skole til og med sjette skoleår,  så godt jeg kunne. Og især senere, da jeg var kommet noget længere end hende skolemæssigt set, hjalp jeg hende. Og hun havde en særlig glæde ved at involvere mig i den slags kryds og tværs, som krævede en særlig viden. F. eks. krydsord, hvor det gjalt om at finde navnet på ophavspersonen til et citat. Eller tilsvarende encyclopædiske opgaver. Og her hjalp mine gule Hvem Hvad Hvor og lignende opslagsbøger en hel del.

Og lige siden har jeg haft en svaghed for denne i og for sig enfoldige syssel. I dag var jeg på cykel ude at købe ind til de næste par dage og i butikken lå denne måneds udgave af Samvirke, Coops månedlige blad, som man får, hvis man er medlem – eller vil købe det formedelst 49 kroner. Og i dette lille fine magasin, der ofte har læseværdige artikler om alt muligt, findes også den tilbagevendende krydsogtværs. Og jeg har en vane med at løse netop denne lille opgave – lige som jeg løser den tilsvarende i DSBs blad Ud & Se. Og jeg sætter en ære i at løse dem i en bevægelse. Jeg begynder og fortsætter til den er færdig. En vane jeg har fået siden dengang jeg dagligt rejste med tog mellem Århus og Kolding og satte en ære i at færdiggøre krydsogtværsen inden jeg nåede frem til min destination. Det er virkelig en skør idé, men der er en sær glæde ved at gøre det. Nogle dage skulle jeg nå det, selv om jeg også skulle nå at rette en bunke skriftlige opgaver fra arbejdet. Og heldigvis lykkedes det som regel. Og jeg kunne lettet gå fra toget. Pyha.
PS. løsenet på krydsogtværsen i September-udgaven af Samvirke er i øvrigt: lagkagepynt.