Overskriften her har jeg tyvstjålet fra en amerikansk pladesamler, der på Youtube fortæller om allle de plader, han anskaffer sig. Alt sammen med den intention kun at forholde sig til musikken. Ikke alle dens udenomsværker. —
Magasinet Gaffa (som jeg læste engang, men ikke længere, fordi det har fået en betalingsmur) har – nok lidt ufrivilligt, men alligevel – startet en debat om musik, talent og alder. En debat, der har ramt den nuværende kulturministers bord.
Udgangspunktet har været, at omtalte magasin – der beskriver sig selv som en siden 1983 ’toneangivende stemme i nordisk musikjournalistik’ med ’mere end 300.000’ læsere om måneden, – at dette magasin har startet en kampagne med titlen GAFFA Talent 50, der ’hylder unge artister og bands, som vi mener har potentialet til at blive netop det’. Og ’det’ betyder ’Danmarks næste store stjerner’. Og i den forbindelse har redaktionen foretaget det valg at sætte en øvre aldersgrænse for, hvem der kan komme med blandt deres top 50. Nemlig 30 år. Så hvis du f. eks. har passeret de fyrre eller halvtreds og begynder at spille musik offentlig og måske endda udgive musik i en eller anden form, så er du på forhånd udelukket fra at blive Danmarks næste store stjerne – i hvert fald hos GAFFA.
Og det har forståeligt nok givet anledning til kritik og debat. F. eks. og især fra medlemmer af Foreningen Unscene Artist, der med foreningens egne ord er ”en dansk musikforening for musikere og artister, der stadig er aktivt skabende, udøvende og udviklende”. Som altså netop har en aldersløs målgruppe, kan man sige. I et debatindlæg i mediet Kulturmonitor går to repræsentanter for denne forening – leder Joakim Lykke (kendt her fra bloggen) og bestyrelsesmedlem Rikke Egholm Ravn – i flæsket på GAFFA og nærmere bestemt dette magasins aldersgrænse-beslutning. For – for at forkorte debattørernes indlæg – hvad fanden har alder med kunstnerisk (musikalsk) nyskabelse, talent eller potentiale at skaffe? GAFFA betegner selv deres beslutning som værende et – blandt mange – formater. Altså en slags journalistisk vinkling, for nu at oversætte dette kvasi-journalistiske begreb til traditionel journalistisk tankegods.
Hvis vi nu – i stedet for at pindehugge GAFFAS argumentation – tænkte os, at samme magasin valgte, et generelt format, en generel vinkel, der gik ud på alene at beskæftige sig med musik og musikere, der var under halvtreds – ja, så ville det ikke alene bortskære en meget stor del af den populærmusik, der udgør traditionen for moderne musik, men ville komme til at se ganske anderledes ud end i dag. Og, vil jeg påstå, det ville blive klokkeklart og tydeligt for enhver med øjne i hovedet, at traditionen “over halvtreds” ville brillere i dens fravær, fordi ingen af dem og intet af det under halvtreds ville være noget som helst uden den tradition, de står på. – Og det er nok ikke en reel mulighed af årsager, jeg kommer til lige om lidt.
For noget andet, som slet ikke kommer frem i debatten er, at et så stort magasin som GAFFA er et helt igennem kommercielt magasin, der ikke har gang på jorden, hvis ikke det tilgodeser andre kommercielle interesser – reklamer, sponsorer, musikindustrien, pressen og deres evindelige jagt på nyt, nyt, nyt. Kort sagt: GAFFA ville ikke eksistere, hvis ikke det indrettede sig efter markedets interesser. Min påstand er, at GAFFA ikke ville kunne eksistere, hvis ikke bladet indrettede deres musikjournalistik efter markedets interesser på musikområdet og i det hele taget. GAFFAs valgt af ”format” (= vinkel) er udtryk for den i og for sig banale kendsgerning (banal i den forstand, at vi godt ved, at det er sådan og fortsætter som om intet var hændt…), at magasinet – som andre lignende og modsvarende medier – ikke primært handler om musik (musikalsk talent, kvalitet og relevans), men om hvad markedet vil have. Denne pointe gælder ikke kun GAFFA, men det meste af pressen. Tag fx den gamle hippie-magasin Rolling Stone, der ikke kan promovere en ung, kvindelig sangerinde eller musiker uden at fokusere ganske sexistisk på kunstnerindens kropslige fortrin. Eller tag tv-stationerne, men al deres x-factor-format. – Jovist, som Frank Zappa og Mothers of Invention så rigtigt slog fast for mange, mange år (mere end 50) siden: We are only in it for the Money! Og hermed er mit bidrag til debatten slut, prut og finale.