Tankerne tog deres egen flugt. Bagud i tiden. Til engang for længe siden – dengang internettet var ganske nyt og uprøvet – hvor jeg var på arbejdsløshedskursus. I internettet og dets muligheder. Og underviseren – hvis det var den rette betegnelse – var en ung mand, der – med min mors ordvalg – var usoigneret (ordbogen: som fremtræder snavset eller uordentlig). Han gik med en gammel ensfarvet t-shirt, der midt på hans meget runde mave havde et kæmpestor plet af sved og snavs. Og hans hænder så ud som om de var dyppet i sirup, men det var sved og snavs. Og ingen af de deltagende kvindelige kursister ville have, at han rørte ved deres tastatur. – Men den unge knægt vidste meget om det der pokkers net, specielt de sider, der var på kanten af det lovlige. Allerede dengang var der hackere. crackere og andre småkriminelle. Og den unge mand drømte om, at hans viden om internettets indretning og fungeren kunne være hans adgangskort til et godt job som fx it-medarbejder på en større virksomhed og med en pæn løn. Men selv om han lignede noget katten havde slæbt ind om natten, så fik jeg lidt medlidenhed med ham og fandt ud af, at vi også havde et fælles kontaktpunkt: musikken. Han var fan af et industrial rock band, jeg ikke havde hørt om dengang, Nine Inch Nails. Så dem måtte jeg jo lytte mig ind på. Og det gjorde jeg så, og fandt ud af, at dette stadigvæk aktive band havde en ganske ferme sangskriver ved navn Trent Reznor. Overbevist herom blev jeg, da jeg hørte Johnny Cashs fortolkning af denne sang:

Til sammenligning, Cashs version:

Cash skærer ind til benet i sangen. Væk er alt overflødighed, kun sangens essens er tilbage. Nine Inch Nails udgave fra ’95 er også rigtig god, men jeg har en svaghed for den aldrende, svækkede, livserfarne Cashs nøgne udgave. I hurt myself today…