Erindringer har det med at hænge sammen i lange associative kæder. Således sendte erindringen om en sommerdag på Sædding strand mig ud af det spor, der drejer sig om cykleture med min mor, før jeg selv lærte at cykle. Min far kom jeg aldrig ud at cykle med, for han sejlede og var sgu ofte borte, når det var aktuelt. Men min mor var glad for at cykle dengang i halvtredserne og bil var ikke nogen selvfølge dengang. Og hun brugte cyklen, når hun skulle på arbejde. For det var sådan at hun arbejdede de første år efter hun var kommet til Esbjerg med min far fra København. Hun arbejdede som rengøringsdame på Sct. Joseph Hospitalet, hvor jeg blev født, i årene omkring min tilblivelse. Men havde vist også en periode, hvor hun var på et plejehjem. I hvert fald kan jeg huske, at hun engang fortalte om sine oplevelser som nattevagt på plejehjemmet. Hun havde fået at vide at ledelsen, at hun skulle holde øje med de gamle om natten, fordi nogle af dem havde det med at aflægge hinanden besøg. Og det var ikke tilladt. Men min mor ville ikke blande sig i de gamles natlige kæresteri, så det så hun gennem fingre med.

En anden historie drejer sig netop det med hende sorte damecykel. Hun cyklede gennem byen til arbejde hver dag i tiden frem til min fødsel. Og det var ned ad bakke i fuld fart et stykke af vejen. Og en dag skete der det, at kranken – der sikkert var rustet – knækkede midt over, så pedalerne ikke længere kunne bruges, hverken til at bevæge sig fremad eller – i dette tilfælde – til at bremse. Og så susede hun – højgravid – for fuld fart over Stormgade, der dengang var en nogenlunde trafikeret gade. Heldigvis skete der ikke noget, og lidt længere fremme var cyklen kommet ned i fart, så hun kunne hoppe af og gå det sidste stykke. Forskrækket var hun, men uskadt og med en erindring i baghovedet, som hun nu og da luftede i selskab med andre. Og jeg har da tænkt, at hvis det var gået rigtig galt, så havde jeg nok ikke siddet her ved tastaturet og noteret også denne erindringsstump ned. Og tak for det.

Hvad der sket med cyklen bagefter, ved jeg ikke. Jeg tror, det var slut med cykleriet for min mor. Hun fik mig, og så blev hun for alvor hjemmegående. Sådan var det jo dengang.