Jeg tilhører en generation, der har været så heldig at kunne tage en længerevarende uddannelse uden adgangsbegrænsning og med uddannelsesstøtte. Statens uddannelsesstøtte. Og det er jeg usigelig glad og taknemmelig for. Og jeg synes, det stadigvæk bør være sådan i Danmark.
Ganske vist kunne jeg først få SU, som statsstøtten blev forkortet til, da jeg fyldte 21 år. Men jeg var heldig at have en familie, der kunne forsørge mig de første to år. Og for ca. 1200 kroner kunne jeg leve nogenlunde godt, betale mit kollegieværelse, få mad på bordet og oven i købet de nødvendige studebøger. Og lidt fornøjelse blev det også til. Og jeg behøvede ikke at arbejde ved siden af, sådan som det er almindeligt i dag.
Men den nuværende borgerlige regering med socialdemokraten Mette Frederiksen i spidsen og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen i rollen som skygge-statsminister vil reducere Statens uddannelsesstøtte, idet regeringen foreslår, at den bortfalder for unge, der er hjemmeboende i en familie med en indtægt på over 710.000 kroner om året. Før skat. Sagt på en anden måde: Som tjener ca. 59000 kr. om måneden før skat – og ca. 39000 kr. efter skat. Cirka. Altså relativt velbjergede middelklassemennesker. Men inden vi stirrer os blinde på denne kendsgerning – at det går ud over i forvejen velhjergede famiiers unge – så skal vi huske, at disse unge situtation er udtryk for en generel ulighed i samfundet, som det gælder om at komme til livs. Og at – som en gammel geografilærer engang indprentede os – den lærdom, vi investerer i, hos ungdomme er det eneste råstof, vi reelt har i Danmark, bortset fra granit og gnejs på Bornholm. Så der er grund til at forsvare SU’en.
Selv om det umiddelbart kan lyde forkælet at bo hjemme hos mor og far, hvor man kan spise godt, få sit tøj vasket, have sit eget værelse og nyde familielivets glæder, så mener jeg stadigvæk, at vi skal beholde også denne del af støtten. Simpelt hen, fordi dette angreb på SU kun er første anslag mod den SU, som studerende i andre lande i årtier har misundt den danske ungdom – og med god grund. For samtidig med forslaget om at fjerne denne del af støtten, foreslår regeringen også, at de økonomiske forhold for dimittenderne – altså de studerende, der er blevet færdige med deres studier – skal forringes, idet der skal indføres krav om arbejde i det sidste studieår. Bedre bliver det ikke af, at såvel regeringspartierne de Radikale som Socialistisk Folkeparti indtil disse tanker til en ny finanslov kom frem har været erklærede modstandere af forringelser af Statens Uddannelsesstøtte. Men nu – af hensyn til regeringens påstået nødvendige økonomiske kompromisdannelser – vil de så sluge det forslag. Kun Enhedslisten har klart meldt ud, at de ikke vil være med til en forringelse af SU’en.
Det mindste, man kunne forvente sig af de to 180 graders omvendende partier, var, at de pegede på alternative besparelsesforslag. F. eks. ændring i beskatningen af de virkeligt rige og velbjergede i dette land. For her kunne selv en ganske lille øget beskatning sagtens dække, hvad SU-nedskæringen vil medføre. Det er ganske enkelt for slapt af de to partier ikke at kæmpe for en anden politiske retning.
Det var dagens politiske opstød. I må gerne være uenige.