Det er mange år siden, det gik op for mig. At jeg var et bymenneske. Det er i byen, jeg altid har levet. Og det er i byen, jeg ønsker at leve til mine dages ende. Og jeg har aldrig, som mange af mine generationsfæller, haft en drøm om at flytte helt ud på landet, hvor kragerne vender, køerne græsser og det lugter af gylle. Ej heller har jeg haft en rigtig drøm om at blive parcelhusejer, drømmen om “villa, volvo og vovhund”. Nej, byen – på godt og ondt – er mit sted.

Men de sidste mange år er byen, lad os indkredse det til de større provinsbyer og København, blevet udfordret som et sted, hvor almindelige, gennemsnitlige danskere kan bo. Siden tresserne (sådan cirka) har byernes boliger været genstand for heftig spekulation. Og siden man begyndte at konvertere almindelige lejerboliger til ejerboliger og siden dengang Anders Fogh Rasmussen og Co. ‘stjal’  boligforeningernes opsparing er det kun gået en vej med huslejerne. Op og op og op. Så i dag taler man om gentrificering, hvilket i følge den Danske Ordbog betyder: “et byområdes forandring i form af gradvis stigende boligpriser og en ændret befolkningssammensætning som følge af til- og fraflytning, byfornyelse, sammenlægning af små lejligheder, ændrede boligformer el. lign.”. Hvilket også f. eks. betyder, at byområder med et særligt historisk og kulturelt præg – f. eks. ‘broerne’ i København – gradvist forsvinder og med dem et præg, der trak turister til. København er nu et sted, hvor mennesker med en gennemsnitlig løn – f. eks. skolelærere og pædagoger – ikke længere har råd til at bo i den indre by, hvilket igen betyder, at kommunen har overmåde svært ved at rekruttere samme faggrupper til byens skoler og pædagogiske institutioner. Noget, der blev tydeligt, da Pernille Rosenkrantz Theil i forbindelse med sidste kommunalvalg lovede bedre pædagogiske forhold for de forældre, der ville slå sig ned i storbyen…

Og bedre er det ikke blevet af det nyeste påfund til hurtig profit på boligmarkedet: skyggehoteller. Skyggehoteller, f. eks. i form af den amerikansk skabte idë om ‘air-bnb’ indebærer, at almindelige ejerboliger bliver opkøbt af spekulanter, der tjener hurtige penge ved at udleje boligerne på kortidsbasis. Effekten er, at skyggehotellerne udkonkurrerer almindelige hoteller og ødelægger de miljøer, hvor udlejningerne foregår. Og selv om politikerne på tinge, i København og de store provinsbyer, er begyndt at regulere på området, så er der langt igen, inden problemet er helt løst.

Vil byerne overleve denne udviklingstendens? Kan vi forestille os byer, hvor der kun boer rige mennesker (højere middelklasse og dem over)? Vi har allerede set det ske i udlandet, f. eks. i London, hvor der er områder, hvor kun mægtig rige mennesker, f. eks. russiske oligarker, ejer boliger, ofte boliger, der står tomme og ‘bare’ er investeringsobjekter. Og hvor folk med færre penge må flytte sammen eller bo under kummerlige forhold, hvor det endnu er muligt. Denne udviklingstendens er stærkt bekymrende, også fordi verdens udvikling – med snart ni milliarder menneske på jorden – peger i retning af, at mennesker søger mod byerne, der bliver større og større. Med klimakrise, krige og almindelig ulighed kommer vi nok til at se migrationer, som de færreste har forestillet sig. Og som det bliver mere end svært at forhindre. Og som vil skabe et voldsomt pres på klodens byer. For det er der, folk vil hen og leve.

Alt dette, fordi jeg i går fik at vide, af en barndomsven og studiekammerat, at den beskrevne udvikling nu rammer et område i min barndomsby. Og ikke hvilket som helst område, men en større karré, der engang var en typisk arbejderklassekarré med masser af små og større børnefamilier. Og en karré, der lå lige ved sige af mit barndomshjem – et lille hus med fire ganske små lejligheder. En entreprenant boligspekulant har lokket Esbjerg kommune til at sælge karréen med de ialt 57 lejligheder og fem erhvervsmål for en slik og går nu i gang med at ‘modernisere’ karréen, som den om kort tid udgør 62 lejligheder, der kan udlejes med en ikke oplyst fortjeneste. Dermed forsvinder et sted, hvor jeg har haft mange barndomskammerater og hvor der knytter sig rigtig mange minder og erindringer. Men der forsvinder også et stykke historie og kultur. Det var i sådanne karréer i den fattigste del af Esbjerg, at almindelige arbejdere boede i årtierne før tresserne. Langsomt, men sikkert, raderes et vigtigt kapitel af dansk (og europæisk) historie ud. Såre trist.