We are Lady Parts – engelsk sitcom

15. august 2021

Forestil dig – selvfølgelig kan du det! – et moderne punkband, bestående af feministiske, muslimske kvinder. Så har du kernen i plottet i den nye britiske sitcom We are Lady Parts. Danmarks Radio har – jubii! – købt seriens første sæson (seks afsnit). Jeg har set første afsnit og det har en masse af det, man kan forvente sig af en god engelsk sitcom. Gode skuespillere, en god historie og godt filmhåndværk. Dertil skal så lægges, at serien åbenlyst trækker på en moderne, britisk tradition for at fortælle anderledes, skæve, fordoms- og stereoptypi-nedbrydende historier om mennesker fra indvandrermiljøer. Tænk fx på film som My beautiful laundrette (1985) eller East is East (1999), for at nævne et par af mine personlige yndlingsfilm derovre fra. Og så er der selvfølgelig musikken. Manusforfatteren, Nida Manzoor, kender sine Clash, System of a Dawn osv. Man (jeg!) kan kun holde af sådan en serie.  (Og tak til filoffen for tippet).

PS. Serien er også blevet forsynet med et soundtrack (et såkaldt mp3-album), som er tilgængeligt på de sider, der sælger den slags. Fx lige her. Smagsprøve, sangen “Voldemort under my headscarf”… Og som Manzoor har sagt, så egner musikken sig til at blive hørt for fuld skrue på volumen, medens man headbanger alene i sit værelse. Sådan.

9 har læst indlægget

David Crosby – 80

15. august 2021

The Byrds, Buffalo Springfield, Crosby, Stills, Nash & Young og en lang solokarriere. Så kort kan sangeren, sangskriveren og musikeren David Crosbys CV sammenfattes. Og han er stadigvæk aktiv, har for nylig udsendt en soloplade og spiller sammen med sin søn i den jazzinspirerede gruppe CPR. Og så er det i år 50 år siden, han debuterede som solist med If I could only remember my name.

6 har læst indlægget

50: The Who – Who’s Next

14. august 2021

Det var kun Pete Townshend, der faktisk tissede på den store betonklods, der stak op af grunden ved Eastington Coillery. De andre måtte have hjælp i form at regnvand fra en kande. Men ellers skulle coverfotoet være en slags kommentar til Stanley Kubrics film Rumrejsen 2001, hvor en stor monolit spiller en afgørende symbolsk betydning. Måske er det berømte coverfoto også en understregning af The Whos image som nogle af rebellerne i britisk beatmusik!? I hvert fald er det et cover, der er blevet både berømt, berømmet og fremhævet som et af de mest markante pladecovers gennem tiderne.

Og musikken på pladen vandt også genklang hos både kritikere og publikum. Der var tale om en slags genfødsel af bandet, der var begyndt som et regulært singlehitband (som andre af deres jævnbyrdige bands) og siden havde gennemgået en imponerende udvikling, der mundede ud i rockoperaen om Tommy. Det nye album opstod på ruinerne af Pete Townshends kuldsejlede, myteskabende projekt Lifehouse, der aldrig blev til noget. Og kritikerne tog det nye album til sig. Selv gnavpotten Robert Christgau måtte bøje sig og kalde pladen ‘det bedste hårde rockalbum i årevis’.

8 har læst indlægget

Dødsfald: Nanci Griffith – singer-songwriter – 68 år

14. august 2021

[Foto, lånt fra BBC]

Nancy Griffith er død i en alder af kun 68 år. NPR fortæller, at der ikke er angivet nogen dødsårsag, og at Nancy selv ønskede, at oplysningern om hendes død først blev tilgængelig før en uge efter hendes bortgang.

Hun var en af de mange talentfulde singer-songwriters, der kom frem sidst i 1960’erne med inspiration fra såvel folk som contry. En musikalsk historiefortæller, der også leverede sange til andre og gerne fortolkede andres sange.

7 har læst indlægget

Favoritter fra rillerne 4: Beatles – Love you to

13. august 2021

Jeg bilder mig ind, at det er den mindst kendte og måske mindst elskede sang på albummet Revolver. En George Harrison-sang, der for alvor åbner for Harrisons interesse for indisk musik (efter opvarmningen på “Norwegian Wood”). En ferm popsang i indiske gevanter – tabla, tambura og sitar. Og en af mine favoritter fra pladen.

14 har læst indlægget

Fra The Beatles til The Monkees – noget om at misforstå en sangtekst

13. august 2021

Hvad er det, det synger? I min barndoms baggård sang vi med på Beatles-sangen, så godt vi kunne. Vi forstod ikke meget engelsk, og det lød derefter. Og da vi begyndte at forstå lidt mere, glippede det alligevel, og vi hørte forkert.
I sin store, stærkt underholdende bog om Beatles, One Two Three Four – The Beatles in time kommenterer Craig Brown fænomenet fejlhøring – sine egne og andres. Og han fortæller anekdoten om sangskriveren Bobby Hart, der sammen med Tommy Boyce var sangleverandører til især The Monkees. Hart havde hørt Beatles’ “Paperback Writer” og troede, at den handlede om noget med tog – “take the last train”. Han opdagede dog hurtigt sin fejl, men ordene blev hængende i baghovedet på ham – ‘take the last train’. Og tre måneder senere skrev han på det, der skulle blive The Monkees’ debutsingle. Og mændene bag Monkees ønskede, at sangen skulle lyde lidt hen ad The Beatles. Resultatet blev “The last train to Clarksville”, der sendte Monkees op på hitlistens førsteplads.

3 har læst indlægget

Under radaren: Katey Sagal

12. august 2021

Mange backingvokalister har det med at falde uden for radarens fokusfelt – med nogle, berømmede udtagelser. Det gælder fx den 67-årige Katey Sagal, der har stået bag blandt andre Bob Dylan og Etta James. Men hun har også – ud over en karriere som skuespiller og tv-personlighed – en solokarriere, der har resulteret i fem albums siden midten af halvfjerdserne. Senest er kommet Covered (2013), der som titlen angiver byder på fortolkninger af andres sange – Joni Mitchell, Jackson Browne, Ron Sexsmith med flere.

7 har læst indlægget

Filmoplevelse: A Most Wanted Man

12. august 2021

Med John Le Carré som litterært forlæg kan det vel ikke gå helt galt, tænkte jeg, da jeg så, at A Most Wanted Man var på programmet. Og når så den afdøde amerikanske skuespiller Philip Seymore Hoffman er i hovedrollen (oven i købet hans sidste, inden han døde som følge af indtagelse af stoffer), så borger det vel for en vis kvalitet? Og ganske rigtigt.

Et kompliceret plot, hvor en hemmelig tysk efterretningsgruppe med Günter Bachmann (Hoffmann) i spidsen forsøger at hverve en tjetjensk flygtning med henblik på at bruge ham til at fælde en respekteret, muslimsk filantrop, Dr. Abdullah, der under dække af at arbejde for velgørende firmaer finansierer terrorisme. Og Bachmanns gruppe arbejder i konkurrence med den officielle tyske efterretningstjeneste og den tilsvarende amerikanske. Og fra første færd ved man, at de ikke kan stole på hinanden. I det Le Carréske spionunivers er kun mistænksomhed en gangbar valuta.

Instruktøren Anton Corbijn fører publikum fermt gennem plottets intrikate spind frem til en på ingen måde overraskende slutning. Og Corbijn gør det enkelt og uden at forfalde til overdreven action. Filmen lever højt og godt på personskildringen. Den tilsyneladende stoiske Bachmann, der har en fejlslagen operation i bagagen, hans kølige, klart tænkende, kvindelige kompagnon Irna Frey (Nina Hoss), den unge, idealistiske advokat Annabel Richter (Rachel Adams), efterretningschefen Dieter Mohr (Rainer Bock) og bankmanden Tommy Brue (Willem Dafoe) m. fl. udfylder hver især deres rolle på allerbedste vis og giver dramatikken substans og kød. Og som så ofte, når der er tale om en Carré-filmatisering suges man let ind i den dramatiske malmstrøm af mistillid, udspekulerethed, løgnagtighed og regulært forrædderi, som forfatterens optagethed af spionagens univers som oftest skaber.

Filmen er langt fra de mest hårdt pumpede, amerikanske spionfilm, hvor det udvendige drama ofte har overtaget, og lever højt på det, der foregår i dialogerne og mellem linjerne. Og som sådan er den absolut værd at bruge et par timer på – hvis man ellers er til den genre.

7 har læst indlægget

John Lennons far “synger”

11. august 2021

John Lennons far –  Alfred (Alf, Fred, Freddie) Lennon – fik kun en lille rolle at spille i Johns liv. På grund af Anden Verdenskrig var Alfred, som rigtig mange andre fædre dengang,  væk fra John og Johns mor Julia. Og først da John fik succes med The Beatles fik de etableret et sporadisk forhold til hinanden.

Alfred, der døde i 1976, var kendt for at være upålidelig og uansvarlig, men også for at være en mand med humoristisk sans og et vist anlæg for musikalitet (han sang og spillede banjo). Og måske inspirerede det John til at kaste sig over musikken.

Om Alfred – Freddie – synger på den single, han fik udsendt i 1965, kan man altid fornøje sig med at diskutere. I hvert fald solgte den ikke mange meter og er i dag mest et samlerobjekt for de mest forhærdede Beatlessamlere.

7 har læst indlægget

50: Jesus Christ Superstar

10. august 2021

50 år siden Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices Jesus Christ Superstar havde premiere på Broadway, hvorfra dens succes bredte sig over det meste af de vestlige verden. Allerede samme år blev den opført på Søndergadeskolen i Silkeborg, på engelsk og under ledelse af Peter Wendelboe. Året efter kom den danske udgave med dansk tekst af Johs. Møllehave. Og en 50-års jubilæumsturné har været planlagt for 2020.

Som jeg husker det, gav musicalen forventeligt anledning til debat om skildringen af Jesus blandt teologisk interesserede, medens poppublikummet bare tog historien til sig sammen med Webbers og Rices iørefaldende sange. Og som tilfældet var med musicalen Hair, så blev musicalen om Jesus en platform for mange nye, talentfulde sangere og sangerinder. Både i udlandet og herhjemme.

I forbindelse med jubilæuet kommer musikken  – selvfølgelig… – i en nu udgave, i form af en tredobbelt CD-boks. Om den danske udgave genudgives vides endnu ikke.

Opdatering: Og dog! Hvis blogbestyreren havde ulejliget sig til at researche lidt, inden han skrev ovenstående om den danske udgave, ville han have gjort opmærksom på, at musicalen opføres på Royal Arene i perioden fra 10/9-11/9-2021. Se bare her.

11 har læst indlægget
11 har læst indlægget