Beatles i Indien

4. juni 2021

Hele to dokumentarfilm om the Beatles 1967-ophold i Indien er lavet. Den ene Meeting the Beatles in India kan ses på gathr.com. Den anden The Beatles and India har premiere den 6. juni i England.

9 har læst indlægget

Nabokanalerne kan, hvor DR tier….

3. juni 2021

Håkan Hellström, Lisa Nilsson, Rod Stewart, Nick Cave, Roger Waters, Chick Corea og meget mere. Hvor DR forsømmer sin public service-forpligtelse på musikområdet på DR1, der viser nabolandenes kanaler, hvordan man kan give seerne store musikoplevelser.

30 har læst indlægget

Paul McCartney og musikken fra dengang før rock and roll

2. juni 2021

Jeg læste en kommentar fra Paul McCartney, hvor han indrømmede, at han egentlig var mere inspireret af musikken fra før-rock-and-roll end rock-and-roll, som han (også) er dybt inspireret. Altså den musik, hans musikalske far dyrkede. Desværre har jeg ikke kunnet finde det klip. Men det dukker nok op.

Og jeg har det også lidt som McCartney. På den måde, at jeg – med alderen – er blevet mere modtagelig for den musik, som tidligere generationer dyrkede. Mine forældres generation , ikke mindst. Især traditionen for melodiske sange og gode sangere – af begge køn. Selv om jeg forsøgte – som ung – at bilde mig selv ind, at man sgu da ikke lyttede til Frank Sinatra, Peggy Lee, Ella Fitzgerald osv., så kunne jeg ikke lade være med at holde af den musik også.

Det betyder ikke, at jeg bare er blevet en gammel idiot, for jeg kan godt høre kvaliteten i moderne musik, som mine anbefalinger indiskutabelt bærer præg af. Men blot, at jeg ikke afviser en tilbageskuende musikbegejstring. Der blev også lavet dejlig musik – før rock and roll og før Beatles. Og det åbner selvfølgelig en dør til meget musik…

F.eks. hende her…

21 har læst indlægget

Charlie Watts – 80

2. juni 2021

20 har læst indlægget

DCI Banks og musikken

1. juni 2021

I mangel af bedre underholdning er jeg ved at gense tv-kriminalserien DCI Banks med Stephen Tomkinsons i rollen som Detective Chief Inspector Alan Banks.  Heldigvis kan jeg ikke huske seriens mange plots fra sidst, så det giver sådan set ok mening at gense serien. Men det er også, fordi jeg synes godt om figuren Alan Banks. En midaldrende mand, der går alt for meget op i sit arbejde, er fraskilt med en stor datter i accendanten, svært ved det med det andet, smukke køn, selv om der er bejlere nok, og så har han – meget sympatisk – en stor kærlighed til musik. Og det er noget, der flere gange dukker op i serien som en slags nøgle til forståelse af den halvgamle knudemand, der har det bedst, når han er på arbejde og får lov til at lade sin intuition føre ham frem til opklaring af den ene spektukalære forbrydelse efter den anden.

I seneste afsnit “Dry bones that dream” kommer musikken ind i form af en smuk klassisk musiker, der låner ham en sjælden singleplade med Ella Fitzgerald. Banks har godt nok musikken på CD (han er til CD’er, hvilket også siger noget om hvornår krimien foregår). Men kvinden, der har et godt øje til Banks, forklarer ham, at lyden er noget helt særligt på den sjældne vinyl. Og så får han lov til at låne den, men skal love at komme med den igen næste aften…

Banks kærlighed og lidenskab for musik er selvfølgelig et ekstra plus for en gammel krimiserienørd som mig.

22 har læst indlægget

Capac anbefaler: Caper Clowns – Abdicate the throne

1. juni 2021

Jeg tror, at jeg har været heldig nok til at anbefale det meste af det, Caper Clowns har udsendt. I hvert fald siden Type your text here i 2015 og senest med A salty taste to the lake i 2018. Og hver gang har jeg været ikke bare anbefalende, men også indtaget af dette danske indiebands forvaltning af den musikalske arv.

For det er en del af Caper Clowns vandmærke, at de kender traditionen og ved, at man kun kan blive til noget inden for populærmusikken – lige som kunsten i  det hele taget – hvis man lærer af de gamle mestre – for at kunne beherske udtrykket og for at kunne udvikle og – i bedste fald – forny det.

Og det er denne truisme, jeg finder bekræftet i Caper Clowns nye og dejlige album Abdicate the Throne. Den første association, der ramte mig, da jeg lyttede til albummet var Beatles’ Magical mystery Tour og ægteparret McCartneys jubiliæumsalbum Ram, uden at det på nogen måde skal forstås alt for bogstaveligt eller direkte. Det var mere lyden, ekkoet,  af den qvasi-mccartneyske lyst til eksperimenteren og legen med lyde, der i forbifarten farvede sange som den indledende “Pineapple Songs” og opfølgeren “Caps lock on”. Trangen til lige at tilføje noget ekstra oven på en god melodi og et elementært arrangement af en god rocksang.

Caper Clowns er et familieforetagende. Og måske er det en del af forklaringen på, hvorfor det lykkes så godt for gruppen at skabe en fortættet sound, der emmer af klassiske poprockdyder, som en rytmekerne af trommer og bas, et flot vokalarbejde, hvor det flerstemmige sidder lige i skabet og så nogle nærmest homogene arrangementer, der fint indfanger bandets stil anno 2021.

Hele fjorten sange er det blevet til denne gang. Og det må lytteren nærmest betragte som en gave. Fjorten sange, der alle fortjener at blive inviteret ind i ethvert popøre i dette land. Jo, Caper Clowns har gjort det igen – lavet et album med stor slidstyrke og stor appel til enhver elsker af den melodiske, kreative tradition i poppen og rocken. Hermed begejstret anbefalet.

Caper Clowns. Abdicate the Throne. Gateway Music. Udkom maj 2021.

39 har læst indlægget

Genhør med Culpeper’s

31. maj 2021

Culpeper’s Orchard var for mig et at de helt store bands i dansk rocks halvfjerdsere. Og nu er de blevet genudgivet på cd, så er der da en passende lejlighed til et genhør med et af gruppens højdepunkter – Mountain Music 1 og 2.

20 har læst indlægget

Armbåndsur

30. maj 2021

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt om, hvad klokken var – fordi spørgeren kunne se, at jeg bar på et armbåndsur på venstre håndled. Og jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden var inde og hente det ene at mine to armbåndsure, fordi det havde været til reperation (datofunktionen var gået  itu).

Ja, jeg bærer stadigvæk armbåndsur, selv om mobiltelefonen har sit eget ur. For mig bliver mobilen aldrig en afløser for armbåndsuret. Det hele begyndte med, at min far, sømanden, mente, at jeg skulle gå med armbåndsur. Det var, da jeg gik i realen. Og han forærede mig et Seiko armbåndsur med en smuk blå urskive (så smuk at flere af mine pigeskolekammerater bemærkede det). Så vidt jeg husker, var uret mekanisk og skulle trækkes op. Siden blev det afløst af andre Seiko-ure med batteridrevet mekanik. Ligeledes ure, som min far gav mig. Og det er jeg ham i dag meget taknemmelig for. Selv drømte han om at eje et Omega Seamaster, men han fik det aldrig.

Jeg kan ikke forestille mig at jeg skulle gå uden mit armbåndsur. Derfor måtte Seiko-uret også til urmageren, da datoværket satte ud. Og selv om urmageren gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne risikere, at de skiftede hele urværket ud. Det gik nu ikke så galt. Kun den del, der havde med datoværket at gøre blev udskiftet (og jeg fik det gamle med, så jeg kunne se, hvad der var blevet skiftet ud).

I dag har jeg to armbåndsure, som jeg går med på skift (sammen med to par briller, jeg også skifter mellem). Et armbåndsur uden dato, og et – Seiko – med dato. Så er jeg klar til, at nogen spørger mig om, hvad klokken er.

PS. Jeg tror, at mit gamle blå ur ligger et sted i gemmerne. Sikkert sammen med det digitale Casio ur, jeg engang anskaffede mig, bare for sjov.

27 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Olsen-bandens sidste stik

30. maj 2021

Tilfældighederne ville, at jeg kom til at se Olsen Bandens sidste stik i går aftes. Og den var faktisk ikke så tosset.

Jeg fik ikke set filmen, da den kom i 1998, sytten år efter den umådeligt populære series egentlige afslutning med film nr. 13 Olsen-banden over alle bjerge (1981). Jeg tror, at jeg har set alle de gamle film. Ikke i rap, men over tid. Og har været ganske godt underholdt.

Filmene var modelleret over et fælles grund-plot. Egon Olsen, bandens leder, havde eller fik en plan, som banden – Egon (Ove Sprogø), Benny (Morten Grundwal) og Kjeld (Poul Bundgaard) – så udførte og som regel med det resultat, at Egon røg i Vestre Fængsel igen. Og omkring disse tre hovedfigurer cirkulerede så en række uundværlige bifigurer, ikke mindst Kjelds kone Yvonne (Kirsten Walther) og sønnen Børge (Jes Holtsø), kriminalassistent Jensen (Axel Strøby) og Bjørn Watt Booelsen (i forskellige roller som øvrighedsperson).

Over dette grund-plot bliver der så modelleret og udviklet historier, der er en blanding af klassisk, dansk folkekomedie (med flittig brug af kendte skuespillere fra disse) og udenlandske kriminalfilm og tilpasset gennemsnitlig dansk produktionsniveau, hvor hygge vejer tungere end dyr action og hvor det i det hele taget er vigtigere at trække på smilebåndet end sidde uroligt på biografsædet. Og alt sammen kreeret med stor opfindsomhed (hvor Henning Bahs og Erik Ballings næsten Georg Gearløs-agtige ideer udgør en særlig atttraktion) og kærlighed til brandet.

Og spørgsmålet var så, om den forsinkede afslutning på serien ville leve op til de forventninger man kunne have til serien, medens den kørte for alvor? Og jo, det synes jeg. Selv om der var løbet meget vand i åen siden dengang, selv om Yvonne var borte, selv om Kjeld sad i rullestol, Benny var blevet meget større og Egon var kommet på institution, så lykkes det for instruktørerne Tom Hedegaard (der døde under optagelserne) og Morten Arnfred (der tog over) at genskabe stemningen fra de gamle film. Og den gamle plot-skabelon får endnu en omgang – tilpasset den nye virkelighed.

Der er ingen grund til at genfortælle historien, for det vigtigste er de mange små finurlige scener, der helt er i seriens ånd og som afvikles lige så elegant som altid. Man får den underholdning, man kunne forvente af en Olsen-band-film. Og selv om Bundgaard døde under indspilningen, lykkedes det med hjælp fra Tommy Kentner at få filmen til at hænge sammen hele vejen. Et værdigt, endeligt punktum for den vel nok mest populære danske filmserie.

19 har læst indlægget

Sinead O’connor husker tilbage…

29. maj 2021

Den måtte jo komme – Sinead O’Connors erindringer. Ganske vist er hun kun midt i halvtredserne, men få har oplevet og gennemlevet så meget som hende. Senest en årrække i psykiatrisk behandling. Og i et interview med The Guardian fortæller hun løst og fast om sin “galskab” (“Jeg vil altid være lidt skør, men det er ok”) og om hændelser på livets vej – og om sine erindringer, som hun nu langt om længe har fået forfattet.

Sinead O’Connor har altid fremstået som et meget lidenskabeligt menneske i sin kunst. Vi husker alle de skandaler, hun har udløst, fordi hun altid har lagt sig ud med øvrigheden og andre autoriteter. Og hendes fortsatte søgen efter et ståsted i verden – en søgen, der først gjorde hende til præst og siden til konvertit (islam) med navnet Shuhada Sadaqat.

Men en kunstner kan ikke reduceres til mennesket bag. Ingen biografi kan redegøre for kunstnerens og kunstens format. Og Sinead O’Connor har altid brændt igennem med sin smukke stemme og sin fortolkningsevne. Også selv om hun – bortset fra sin Prince-fortolkning “Nothing compares 2 U” – ikke har hjemsøgt hitlisterne ret ofte.

19 har læst indlægget
19 har læst indlægget